Træskeen er måske den perfekte opgave– men husk både hvorfor og hvordan

Der var engang en sløjdlærer. Han var gammel og havde let krogede hænder. Jeg husker ikke rigtig, hvordan han så ud, men hans kulør, tale og gang står for mig som et stykke egetræ, der var pustet liv i. Han »boede« inde i det værksted, som vi elever allernådigst fik lov til at betræde en gang om ugen.

Duften af træ og den ærbødige stemning sidder stadig i mig, selv om det er mange år siden. Den måde han åbnede skabet med værktøj på; måden han tog et huljern frem og viste os, hvordan man behandler det. Der var både kærlighed og omsorg i hans krogede fingre. Et stoppeæg skulle vi få lov til at lave. Sådan et man brugte til at putte ind i strømpen, når den skulle stoppes. Jeg husker ingen spørgsmål eller ønsker. Vi fulgte med glæde lærerens anvisninger.

Senere var opgaverne en skål, en ske og et relief. Mere husker jeg ikke. Det er snart 50 år siden.

Da jeg så selv skulle undervise i sløjd for første gang, så jeg min gamle lærer for mig og vidste, at det han havde gjort var rigtigt og godt. Altså satte jeg mine elever til at lave et stoppeæg og senere en skål og en ske …

Min eller deres begejstring?

Som man nok kan tænke sig, gik det ikke helt som jeg havde forestillet mig. Hvad var der galt. Hvorfor blev ikke alle elever grebet af begejstring. Hvorfor var det kun enkelte som gik op i opgaven med glæde og virkelyst?

En træske er en fantastisk opgave: At lave et redskab, som i sin form jo nærmest er som underarm og hånd. Endda en hånd med en åben og modtagende gebærde. At finde en tyk gren, at flække den så årene bliver fulgt, at gå i samarbejde med dette stykke natur og og at lave en ske, efter træets »ønske«. At få en knast til at indgå i helheden og give skeen ekstra liv; at få årespillet til at leve; at arbejde både konvext og konkavt … det er svært at finde en opgave, der er så perfekt som denne. Jeg bliver helt begejstret blot ved at skrive om det … men bliver mine elever begejstrede. Er det min begejstring som i første øjeblik griber dem, eller de fleste af dem?

Ikke hvad – men hvorfor og hvordan

Er det muligt for mig som lærer at give opgaven på en måde, så mine elever tager imod den. Formår jeg at mærke, hvilken opgave jeg skal stille lige præcis den klasse, der står foran mig. Formår jeg i min forberedelse at indgå et samarbejde med dem (i ånden), nøjagtig som jeg formår at samarbejde med mit træ, med mit materiale? Formår jeg at møde dem? Måske. Men kun hvis jeg så også ved, hvad jeg vil med den givne opgaven. Og kun hvis jeg ved, at det er lige præcis det, mine elever vil få mest ud af. Både af håndværksmæssig kunnen og som hjælp til at vække og styrke deres viljesliv. Derfor er det centrale spørgsmål ikke, hvad jeg skal give som opgave til min 5. eller 6. klasse, men hvorfor og hvordan. For hvis jeg ved, hvorfor jeg gør det ene eller det andet, så er det også muligt at begejstre og vække glæde og arbejdslyst.

Tradition og indhold

Tradition er dejligt. Tradition er trygt og godt. Tradition er noget at falde tilbage på, et fast underlag at stå på. Men traditionen uden indhold, uden bevidsthed om hvordan og hvorfor bliver meningsløs og kan ligefrem blive komisk. Altså for os voksne. Børnene lever, og skal leve ubevidst i årsløbets, familiens, landets traditioner. Det er os voksne, der har ansvar for, at der ligger indhold bag.

Der er blevet lavet mange, mange stoppeæg og mange, mange træskeer i årenes løb. Og der er blevet lavet mange andre fantastiske ting. Og alt er fint og godt. Men vi er nødt til at spørge os selv om, hvad vore kære elever har brug for i år 2020.

Skeer, bakker og smådyr

Rudolf Steiner skulle engang have sagt til en lærer, som ikke vidste, hvad han skulle lave med sin 6. klasse: »Jamen, så lav dog en ske«.

Jeg ved ikke om historien er rigtigt – men tendensen til blot at gøre som Steiner engang har sagt i en eller anden sammenhæng, eller som vi altid har gjort, kan måske genkendes. Indtil 6. klasse har vi arbejdet på træets ydre, konvekse former. Omkring 6. klasse er eleverne klar til – med en begyndende bevidsthed – at forme med på deres eget sjælerum; dette spejles i arbejdet med at lade formerne skabe hulrum, konkave former – og her er en ske da en udmærket ide.

Det er nogle år siden, jeg selv har undervist i sløjd, men det, der fungerede bedst med de fleste 5.–6. klasser, var at gå i skoven og fælde rødel, lade eleverne save og flække og lave salatbestik eller lignende med snitteknive.

Derefter som overskrift, at arbejde konvext: En hare, en mus, et pindsvin, en fugl eller lignende. I det efterfølgende konvekse og konkave arbejde, gik jeg videre end skålen og lod dem lave et stykke landskab af en halv lille træstamme. Nogle blev ved skålen, altså en dal, andre lavede en dal med en lille sti hen til et lys; og andre igen bjerg og bakke med en dal imellem til nødder eller krystaller – måske en dværgehule. Mulighederne er mange. Jeg har desværre ikke fotos af disse arbejder, men fantasien kan forhåbentlig hjælpe læseren.

Barnet nu og for 100 år siden

Barnets sjælelige udvikling er som den var for 100 år siden. Det mærker vi som lærere, når vi henter årets pensum frem af lærerplanene. Det rammer eleverne lige der, hvor det skal, men vi må ofte servere det anderledes. For elevernes hverdag og livsomstændigheder har forandret sig meget siden da. Vi må som lærere forstå og mærke spørgsmålene Hvor står mine elever? Hvad rører sig i dem? Hvordan kan jeg møde dem? Hvordan kan jeg få lov til at at kigge ind i det indre og møde deres indre kerne?

Hos mange børn er der »fri passage«. De vil gerne guides. De vil gerne hjælpes til kunnen. Men jeg oplever oftere og oftere børn, som gemmer sig under mange lag beskyttelse. Beskyttelse i form af uro, hårdhed, fjollerier eller mangel ­­­­på interesse for alt, hvad vi laver. Beskyttelseslagene dækker ofte over angst eller usikkerhed.

Betydningen af kunst- og håndværksfagene

I de kunstneriske fag har vi en stor opgave i nutiden og i fremtiden, for selv om den indre udvikling foregår som før, står vi overfor børn, som helt nede fra de yngste klasser er fyld op med faste begreber, »viden« om tidens og verdens udfordringer og kritiske holdninger til, hvad vi skal arbejde med. En kritik, som er tænkt. En kritik, som barnet er talerør for, men som påvirker det og gør det svært at nå ind til.

Gennem sløjd og alle de andre kunstneriske- og håndværksmæssige fag, har vi den opgave og mulighed, at vi kan lade arbejdet virke styrkende ind i det indre. Ind i samspillet mellem tanke, følelse og vilje, og da sløjd jo som håndværksfag især virker medformende og styrkende ind i viljesområdet, er det et af de fag, der i den tid, vi står i, efter min mening, bør styrkes og inddrages i den faglige undervisning langt mere og langt tidligere end før.

Alle fotos Anita Vincentz

Jamen, så lav dog en ske.

Jeg oplever oftere og oftere børn, som gemmer sig under mange lag beskyttelse.

Anita Vincentz

Anita Vincentz er klasselærer for 3. klasse på Kristoffer-skolen