I skovens dybe stille ro …

Klokken ringer og børnene samles ved lågen på legepladsen. Det er sidst på vinteren og foråret lurer lige om hjørnet. Om lidt er vi alle på vej ud i vores skov, som bare ligger der og venter på at byde os velkommen til endnu en dag i skovgruppen Anemonerne. Skovgruppen er for de ældste børn 4-6 år, som kommer i skoven en uge hver 14. dag.

Vi kommer fra Børnehaven Solhjem i Aarhus, som ligger med skoven, stranden og Rudolf Steiner Skolen som nærmeste naboer. Om morgenen krydser vi skolegården og går gennem den røde låge ud i skoven. Det er som at gå fra den »virkelige verden« ind i et eventyrland, og vi ved aldrig, hvad der venter os. Roen sænker sig over gruppen, som går hånd i hånd og småsludrer. Det er her der dannes legerelationer, der ofte holder resten af dagen. Der bliver ført mange samtaler mellem børnene, mens vi be­væg­er os hjemmevant ind mellem de store træer. Der er dage, hvor vi står helt stille og ­lytter eller iagttager skovens dyr, der kommer forbi. Alle børnene har gennem deres tid i skoven lært at være opmærksomme på det, der sker, omkring dem og sænker helt naturligt deres stemmer, når et egern, et rådyr eller en fiskehejre passerer forbi eller pludselig står der tæt på os.

Andre dage synger vi vores sange, mens vi går, så det runger mellem træerne og helt op til himlen. Sangen får lov at leve og komme spontant, når børnene ønsker det, hvilket ofte sker, når vi er i bevægelse.

I skoven, eller ved havet, hvor vi er, er der plads til forskelligheder. Her kan det stille barn få lov at være sig selv, sidde fordybet med noget alene eller med en ven, uden at blive forstyrret. De børn, ­der gerne vil brænde lidt krudt af, være mere fysisk aktive, råbe, synge eller udfolde sig på andre måder, har rig mulighed for det i naturen. 

Naturlig nysgerrighed

Børn er nysgerrige væsner. De går hele tiden på opdagelse i verden og undersøger den. Vi oplever tit, hvordan de bevæger sig rundt mellem træerne, nede i grøfterne, på stranden eller ude på engen og kommer glædestrålende tilbage med de mest fantastiske fund. Uglegylp, knogler fra dyr, fjer fra rovfugle, smukke svampe, skaller, vandmænd, sten og smådyr. Hvor kunne vi lære meget af denne naturlige nysgerrighed og tilgang til livet. Når de finder de små insekter under barken, begynder de ivrigt at tale sammen om, hvordan dyret ser ud, hvordan det lever, hvor det mon bor, hvad det spiser osv. Sådanne fund kan inspirere til at børnene går 
i gang med at bygge små hjem til dyrene, de planlægger, hvor de skal bygge, hvordan det skal se ud, hvilke materiale,r og hvem der har hvilke roller. Legen opstår ud fra det børnene oplever sammen omkring dem, og i naturen er det kun børnenes egen fantasi, der sætter grænserne. Her er ingen legesager, møbler, gynger eller klatrestativer, kun den rene natur som er så omgængelig og ikke sætter grænser. 

Et stort træ er væltet i en storm. En gruppe børn finder hurtigt ud af at kravle rundt i grenene og finder et sted, hvor de kan vippe højt op i luften, alle på en gang. Rytmen fra grenene, der går op og ned, spreder sig i kroppen og videre til ordet, og børnene begynder at lege med ordene og rime … »tippe«, »hippe«, »kippe«, »vippe« – »Vippe-­tand«, »regnbuetand« – når vores nye vippe er sød – »grov-tand« – når vi leger noget ondt – »lyn-tand« – når det blæser, fortæller de.

Filosofiske dialoger

Fordi vi er i skoven og ikke har så mange praktiske gøremål og forstyrrelser i løbet af dagen, er der masser af tid til at leg. Tid til at lege uden at blive afbrudt. Legen får lov at udvikle sig og leve. Der er dage, hvor vi oplever, at børnene leger alene sammen i op til en time uden voksen indblanding. Enten i mindre grupper eller hele gruppen på 14 børn sammen. Det er lige her, ­
i disse særlige stunder, at børnene virkelig har gode dialoger med hinanden. De kan sidde længe en hel flok og tale sammen, samtaler der nærmest kan virke helt filosofiske. Disse samtaler foregår også mest naturligt, når der ikke er voksne tilstede, der blander sig eller lytter med. 

På udgravning

En gruppe drenge finder et kæmpe rodnet fra et af de største væltede træer. De finder hver en pind, »en hakke,« og begynder at grave efter krystaller og diamanter. De er helt opslugte, og vidste man ikke bedre, kunne de lige så godt være professionelle arkæologer, der var på udgravning efter fortidsminder. De lever sig fuldstændigt ind i det, de er optaget af, og er ikke i tvivl om, at det de finder virkelig er de fineste skatte. Hver en sten bliver vendt og vist frem til de andre »arkæologer« i gruppen. Når de går hjem fra skoven på sådanne dage, er deres lommer fulde til bristepunktet af værdifulde skatte.

Anemonespirer, ramsløgsalt og birkesaft

Allerede i januar begynder vi at kigge under de visne blade efter små tegn på liv. Vi kan finde bittesmå insekter, men det helt store er, når vi opdager de små anemonespirer. Børnene lærer at dække de små spirer til igen med blade, så 
de ikke fryser, og sådan holder vi øje med livet under bladene helt hen til marts. Først når skov­nissen Søren har varmet alle anemonerødderne under jorden, kommer de op og begynder at blomstre. Fordi de har fulgt processen helt fra starten, og fået et følelsesmæssigt bånd til anemonerne, er der intet skovbarn, der nænner at træde på de små hvide blomster i skovbunden. Dette er noget der kommer helt fra dem selv, og ikke noget vi voksne har fortalt dem. 

Den begejstring, der spreder sig blandt børnene, når de genkender det, de finder i naturen, er helt fantastisk. Ramsløgene spotter de hurtigt selv, og vi taler om, hvordan man genkender dem, 
så man ikke plukker de forkerte, der ligner. De tager forsigtigt et blad, lugter til det om det 
lugter af løg, inden de putter det i munden. 
Vi samler de spæde blade, så vi kan lave ramsløgsalt til vores »Anemonepizzaer«, der står på menuen over bålet fra marts til november. 

Blandt alle de høje stolte bøgetræer, står enkelte birketræer med deres hvide stammer. Vi finder et lidt væk fra stierne og beder om lov til at tappe lidt af dets saft. I hele processen med at tappe saften ned i en flaske, taler vi med børnene om, hvor saften mon kommer fra, hvordan den smager, hvorfor den er kold, drak de gamle vikinger også birkesaft, og var det mon derfor, de var så stærke? Der opstår noget nærmest højtideligt derude i skoven, når vi sammen med børnene tager i mod alle de gaver, naturen kan byde på.

Besøg fra plejehjemmet

I flere år har vi haft besøg af ældre med demens fra et af byens plejehjem. Også her oplever vi, at samværet i naturen åbner op for muligheden for en helt anden dialog. Her mødes alle på neutral grund, og naturen der omgiver os, er rammen for dette møde. Samtalerne børn og ældre imellem bliver levendegjort og på en måde »ægte«, da der ikke fra de voksnes/ansattes side, er planlagt aktiviteter, som de skal deltage i for at mødes. Mødet er mere spontant og umiddelbart i skoven.

Børnene henvender sig nysgerrigt til de ældre, viser dem en frø, en sten eller en pind de har snittet. Spørger interesseret ind til »hvorfor ­sidder du i rullestol?«, holder de ældre i hånden og varmer deres hænder, hvis de er kolde. Den dialog, der opstår omkring en oplevelse i naturen, vækker stærke minder for de ældre, og de får mere sprog derude under de store træer. Én holder spontant en tale om, hvor dejligt der er i skoven med børnene, og en anden bryder ud i sang. Børnene inviterer de ældre ind i deres univers og nære venskaber opstår. Vi laver mad på bålet sammen, spiser bøgeblade sammen og leger lege sammen. Alt sammen noget, der giver basis for gode samtaler for både børn og ældre.

Skoveventyret – kun for børn

Livet i naturen giver ro og plads til fordybelse for børnene. De får lov at være i flow i lang tid, når de leger, og de lærer at være omstillings­parate i forhold til f.eks. vind og vejr og imødekommende overfor alt, hvad de møder på deres vej. Netop de spontane møder, der opstår til andre mennesker, er så vigtige og dem har vi mange af i løbet af sådan en almindelig skovdag. Hundeluftere, folk, der er ude at gå tur, børn fra andre børnehaver/skoler, gartnere, fiskerne på stranden, vejarbejderne, cykelrytterne. For børnene bliver det helt naturligt at stoppe op og få en sludder, også det kan vi voksne lære meget af.

Det eventyr børnene dagligt får fortalt i skovgruppen, handler om Esther og Buddens. To karakterer som bor og lever ude i skoven omkring os. Det er et eventyr, jeg selv har skabt, og jeg forbereder aldrig, hvad det skal handle om. Når jeg står foran børnene, lader jeg mig inspirere af det, der sker og foregår i naturen lige nu og her. Der er ingen voksne, der har hørt mig fortælle, dette er noget kun børnene og jeg har sammen. Børnene holder meget af at høre om deres to venner, og jeg er sikker på de mærker en ægthed, netop fordi det kommer direkte fra hjertet. Børnene genfortæller hver dag, hvad de har hørt dagen før. Dermed bliver den indre billeddannelse vagt til live gennem sproget. 

Vi startede dagen med en morgensamling og vi slutter også dagen af samlet med vores farvelsang. Tak for i dag og på gensyn. 

Nanna Herluf

Pædagog og daglig leder af skovgruppen Anemonerne, Solhjem i Aarhus.