Fra hoved til fod

De fleste børn i mellemste klassen har før gået på en almindelig skole, men passede ikke helt ind. De var måske for sensitive, for urolige, havde svært ved at følge med fagligt – eller en blanding. Derfor er de kommet til os, hvor der er tid og rum til at være anderledes.

Når børnene kommer til os, har de tit mange dårlige erfaringer med i bagagen. De har ofte haft det vanskeligt i det sociale felt, og er enten blevet for introverte eller for ekstroverte. De har i det hele taget oplevet mange nederlag, som har hærdet deres indre og gjort dem til hoved­mennesker.

At være hovedmenneske skal i denne sammen­hæng forstås som en person med en ubalance mellem tanke, følelse og vilje. Tanken er vågnet for tidligt og har fået for megen vægt. Balancen mellem tænkningens kulde og hårdhed og viljes­­-kræfternes varme og opløsning er derfor blevet skæv. Dette medfører bl.a. en øget utryghed, trang til kontrol og en distance fra sig selv og andre.

Derfor arbejder vi intenst med at få gang i kroppen og vække viljeskræfterne hos børnene, og gøre dem bløde og bevægelige i deres følelses­­-liv, så de bliver varmet op og bedre kan mærke sig selv.

Klasserum i skoven

Et klasselokale kan på mange måder være en udfordrende ramme, når man ikke har haft gode erfaringer med at gå i skole. Børnene kan have brug for større og mere frie rammer til at reagere og få nye gode erfaringer med at gå i skole. Derfor startede skoleåret i skoven for mellemste klasse, hvor der skulle bygges et regnly i lejren ved åen.

I skoven har vi erfaring med, at der er de mest optimale rammer for at skabe et sundt socialt miljø. Der er »højt til loftet« mellem træerne ved åen – der er rum til at trække sig eller reagere lige så tosset, man vil, uden det har alvorlige konsekvenser for resten af gruppen. Derudover får børnene hjælp fra skoven, som er så rummelig og kærlighedsfuld, selv når man er aller mest sur og gal. Den lytter altid og omfavner og rummer alle. Man kan sige at skoven virker som en ekstra lærer i klassen, og dens dyr som en ekstra pædagog.

Færre ord, mere kropslig erfaring

Vi har i de sidste mange måneder været i gang med at bygge et regnly, så vi har en ramme for vores skoledag i skoven. I byggeprocessen er der utrolig megen god læring for børnene.

Særligt med den målgruppe, som vi har i mellemste klasse, vil vi meget gerne undgå for mange ord, for de har så rigeligt af dem i for­vejen. Det er netop en af deres store ubalancer, at de er blevet for meget hovedmennesker, og for mange ord og forklaringer i undervisningen propper kun mere kold viden ind i de små, overfyldte hoveder. Byggeprocessen derimod giver masser af kropslige erfaringer, der er med til at vække børnenes viljeskræfter og skabe indre varme.

Når vi bygger et regnly, er det et arbejde, der på flere måder har en dybere betydning. Blandt andet viser det børnene, at vi ikke bare er nød til at finde os i hvad som helst. Selvom vi ikke kan ændre på, at det regner og blæser, behøver vi ikke være passive ofre for vejr og vind. Vi har en mulighed for at ændre de forhold, der er omkring os og beskytte os selv. På den måde får vi en følelse af at være herre i eget hus.

At hjælpe sig selv og hinanden

Når børnene bygger, får de også en erfaring af, at de handlinger, de gør, har en konsekvens – bliver jeg ved med at slå skævt på sømmet, eller retter jeg min hammer?

Det er også vigtigt at vi lærer at passe på vores værktøj. Dette er en øvelse i at vise respekt for, hvad vi har, som også kan overføres til at vise respekt for andre mennesker. Denne evne til at se værdien og passe på vores ting, lider desværre under vores moderne samfunds magelighed og overflod, hvor vi sjældent lider afsavn. Det er først når vi mærker et afsavn, at vi bliver motiverede for at handle og skabe. Når vi bliver kolde af vejr og vind i skoven, savner vi varme, og vi får lyst til at fælde træer, bygge et regnly, hugge brænde og tænde et bål. Denne handlen og arbejdsomhed hjælper med til at skabe en indre værdifølelse, som bl.a. kommer af den oprejsthed, som man udvikler ved at tage vare på sig selv og være i stand til at hjælpe sig selv. Men den kommer også af at være en del af et fællesskab, hvor man har en funktion, som ikke kan undværes. I lejren i skoven har alle nemlig en værdi. Også selvom man ikke har mange kræfter til at løfte de tunge stammer og grave de dybe huller. De børn som er mere sarte, kan finde kvas og tænde bål, så vi kan varme os, når vi holder pause. Eller de kan samle blade i skovbunden, som vi lægger ud som et »gulv­tæppe« inde i regnlyet, så vi ikke glider i mudderet. Der kan opstå en helt særlig indre tilfredshed, stolthed og glæde, når man kigger på et stykke arbejde, man selv – og i samarbejde med sine kammerater – har udført.

Fortællinger ved bålet

Når vi har arbejdet og spist vores mad, er det tid til fortælling rundt om bålet. Her opstår en stille og indadvendt stund. Børnene har brugt en masse kræfter i byggearbejdet, kroppen kan nu finde ro, og der opstår et rum, hvor de kan lytte og koncentrere sig. Der er i løbet af skoleåret blevet fortalt om Frans af Assisis liv, Carl Nielsens liv og Skabelsesberetningen. Børnene bliver grebet af fortællingen, slipper hovedets nøgterne tænkning og bliver bevæget i deres indre. Det sker ofte, at børnene, mens de lytter, er så langt inde i historien, at de kommer til at imitere, hvad de hører. Den dag der blev fortalt om slangen i paradisets have, levede en dreng sig så meget ind i fortællingen, at da slangen gabede op, så Lucifer kunne kravle ind i den, åbnede han også sin mund på vid gab.

Følelserne er på arbejde, mens de lytter – de bliver masseret og modelleret og det hjælper med til at give varme og løsne op for hovedets kontrol og trang til at være logisk og få alt forklaret.

Mange gange genkender børnene også sig selv i det, de hører. Og det kan være en stor lettelse at forstå, at man ikke er den eneste, der kommer til at gøre andre ondt, eller at man ikke er den eneste, der har det svært.

Tilbage i klasseværelset

Efter skolestart og en måned kun i skoven, begyndte mellemste klasse også at have to dage i deres klasseværelse på skolen. Her er det særligt de kunstneriske fag, vi prioritere: eurytmi, formtegning, maling og fløjtespil, men der bliver også tid til at øve sig i at skrive i hæfterne.

Mange af de gode egenskaber, som børnene lærer i skoven, tager de direkte med ind i klasselokalet. At lytte og koncentrere sig er en af de helt store gevinster. Men også en mere indre, subtil evne hos børnene til at bære sig selv og mærke sig selv og sine egne grænser bliver udviklet i skoven.

At bære sig selv kræver en indre jeg-aktivitet, en oprejsthed. Sidder man slatten ved sit skolebord, har jeg’et ikke nogen ordentlig bolig, og det bliver vanskeligt at have fokus og koncentration og gribe det, som læren fortæller. Derfor mærker vi en stor forandring hos børnene, når vi er i klasseværelset. Vi mærker, hvordan de mange dage i skoven begynder at bære frugt. Vi ser, hvordan børnene har udviklet sig og er modnet til modtage læring, selvom de tidligere har haft så mange erfaringer af at fejle. De tør udfordre sig selv og får langsomt mere og mere tillid til, at det som de bliver budt i skolen, vil gøre dem godt.

Den svære vej

Vejen fra hoved til fod, altså at flytte den for store bevidsthed fra hovedet ned i kroppen, er ikke altid nem. Mange af børnene vægre sig mod at blive varmet op og slippe kontrol. Det kan nemlig være en smertefuld proces, hvor gamle svære følelser bliver vækket.

Et godt billede på denne proces oplevede børn­ene på egen krop, da de hørte om skabelsen af sol og måne fra Det Gamle Testamente.

Først havde børnene fødderne i et dejlig varmt fodbad. Ah, man slapper af og bliver rolig. Så skulle de have fødderne i et iskoldt fodbad. Uh, det gør ondt, og man stivner og bliver hård indeni. Langsomt forsvinder smerten, og man bliver følelsesløs. Men når man kommer tilbage i det varme vand, mærker man stor smerte. Al den smerte, som man ikke kunne mærke, fordi man blev følelsesløs, mærker man igen, når varmen tør kulden op.

Heldigvis har vi god tid til at lade denne proces ske i et tempo, hvor børnene kan følge med. Vi har god tid til at bygge vores regnly. Vi har god tid til at lade børnene brokke sig over, at de igen i dag skal skubbe en trillebør fuld af sand hele vejen ned i skoven. Vi har god tid til at vente på at varmen breder sig i deres kroppe, så de bliver oprejste mennesker, fra fod til hoved.

Specialklasserne i Ølsted

Vi er en lille skole med for tiden 17 børn fordelt på 3 klasser: yngste, mellemste og ældste klasse. Vi er Rudolf Steiner skolen i Odenses specialklasse, men bor på egen matrikel i den lille landsby Ølsted.

Vores målgruppe spænder bredt. Vi har blandt andet børn med Downs-syndrom, børn med autisme og børn med hjerne­skader, men vi har også børn, der befinder sig i gråzonen mellem special- og normal­området – det er vores mellemste klasse.

Det er nyt for vores skole, at vi også rummer denne gruppe af børn. Vi startede klassen op for i sommeren 2020, fordi der var en stor efterspørgsel fra forældre til denne målgruppe.

Læs mere: lf-oelsted.dk

Da vi kom tilbage fra juleferie, var der »sprunget et vandrør« i lejren. Derfor gik vi straks i gang med at grave dræn. Undervejs stødte vi dog på en forhindring: en stor gammel træstamme, som måtte graves fri og rejses op. Nu er den blevet til lejrens totempæl.

Theresa Bøgh Thybo

Lærer i Specialklasserne i Ølsted.