Frihed er ikke at være bange for nogen eller noget

– i dramaperioden rykker eleverne ind i kunsten og opdager nye rum i sig selv

Fortalt af Burkhard Forstreuter

Sammenfattet af Randi Pisani

Når vi i dramaperioden rykker ind i kunsten, bruger jeg min erfaring som skuespiller og instruktør. Jeg bibeholder naturligvis det pædagogiske ansvar i processen, men eleverne møder mig ikke primært som lærer. Det giver en anden proces, end den eleverne er vant til i deres øvrige skolegang, og det kræver lidt tilvænning. Jeg inviterer eleverne ind i et kunstnerisk rum, hvor målet ikke er af pædagogisk karakter, men derimod har for øje at sætte en kunstnerisk og social proces i gang.

Fra skolerum til frirum

For at kunne slippe skolehverdagen må vi træde ind i et ukendt rum og lade alle forestillinger om hinanden og klassen ligge udenfor. Derfor virker dramaperioden også så stærkt på klasserne.

Der er ikke mange steder at prøve sine egne grænser af i vores velfriserede samfund. Når vi går ind i dette rum, forsøger jeg at udnytte det til at give plads til at fantasere, til at få mod til at stå frem og til at afprøve noget nyt, vise nye sider af sig selv, øve i bred forstand. Jeg arbejder derfor, fremfor med traditionelle dramapædagogiske øvelser, med den energiopbygning, der er nødvendig, for at vi som gruppe kan skabe det fælles tredje, som den historie, vi skal fremstille i vores stykke, er. Den enkeltes evne til at stå på scenen som “skuespiller” er i den forbindelse sekundær. Mit mål er nået, når deltagerne bevæger sig så autentisk som muligt og er aktive på scenen. Det helt centrale, for at processen lykkes, er, at de, der står på scenen, får mulighed for at gøre stykket til deres eget. Det kan kun ske, hvis vi træder ud af skolerummet og ind i et frirum, hvor det eleverne til dagligt ser og forventer af hinanden og af læreren bliver ophævet.

Drama i stedet for bongee jump

Som en tidligere elev, der spillede med i ”Krabat” i 8. klasse sagde, ”Vi kunne mærke energien lige med det samme. Der var ikke rigtigt noget at være bange for, noget som var forkert at gøre, for den første, der kom ind i rummet, var den der vanvittige mand, der kom stormende op af kælderen, råbte helt vildt højt, og så ud som om, han bare skulle bruge nogen, der ville spille ”Krabat” med ham – NU!” Naturligvis går det ikke, at man skaber sig sådan, hverken på scenen til forestillingen, i klasserummet eller på gågaden, med mindre man virkelig vil spille forrykt – eller er det. Jeg forsøger at skabe en stemning, der skubber deltagerne til at gå lidt ud over deres hverdagsrammer, til at eksperimentere med deres roller, til at lade dem vække noget i sig, som ikke var der før, eller som de ikke turde vise frem. Vi arbejder i en slags organiseret vanvid, hvor vi har sat reglerne for det rum, vi er i, så vi ikke overskrider hinandens grænser. På den måde skaber vi et kunstnerisk frirum – hvor vi kan være forrykte, råbe og skrige, grine, afprøve os selv, sige ja før vi siger nej, kort sagt opdage det, vi ikke kendte i os selv og de andre. Der er ikke mange steder at prøve sine egne grænser af i vores velfriserede samfund. En god dramaperiode giver mere end bongee jump i Tivoli.

Svaret er ”ja”

Mens vi udvikler historien, forsøger jeg hele tiden at skabe en atmosfære, hvor angst, generthed eller skam rykker i baggrunden, og i bedste fald ikke mere spiller en rolle. Vi siger ja til alt, hvad der kommer, og afprøver det. Noget forkastes og noget bliver tilbage. I den proces er jeg ikke altid enig med eleverne i deres forslag, men reglen er, at vi siger ja, vi afprøver det sammen med andre ideer. Kan jeg mærke, at de er sikre på, hvad de vil, så går vi den vej. Det er med til at gøre stykket til deres, og det er den fælles energi, der driver stykket videre.

Når jeg indimellem insisterer og griber ind, streger og skærer igennem, godtager de det til gengæld, fordi de anerkender, at jeg har det professionelle overblik og er instruktør, men deres gruppeoplevelse er intakt. Her er det naturligvis klart, at processen er anderledes med en 8. klasse end med en 12. klasse.

Fra urban beton til stillehav

Selvfølgelig er det ikke bare fryd og gammen. Når holdet bag teaterproduktionen, som tilfældet var i årets 12. klasse, består af 7 unge mænd fyger det også af og til med ukvemsord og fysiske markeringer. Men når grænserne er markeret, så spiller man videre. De syv opførte stykket “Akab in the House”. Med udgangspunkt i Melvilles roman Moby Dick og to andre tekstforlæg formåede de at gøre historien moderne og vedkommende. Scenen var et rum i en forladt bygning indtaget af de 7 inklusiv egen DJ. Skrald, skilte, en ødelagt sofa, et par paller, grafitti og et gammelt badekar udgjorde rekvisitterne og var igennem stykket i konstant forvandling fra urban beton til Stillehav og tilbage igen. Og de 7 på scenen forvandlede sig med – fra utilpasset ungdom til hårdtarbejdende sømænd og brutal kaptajn.

Når vi skaber en scenografi som den i “Akab in the House”, er der intet, der er tilfældigt. Det ser kaotisk ud, fordi det skal se kaotisk ud. Når der skal grafitti på væggen, nytter det ikke at sige nej til professionel hjælp. Også i et skoleteaterstykke må det kunstnerisk gennemførte være en del af det samlede mål. Eleverne er lige så kritiske som professionelle, og kun ved at tage det alvorligt, kan vi skabe det rigtigte rum, hvor vi lader det ny ske, slipper det fri, og virkelig flytter os også som mennesker.

Den glimtvise frihed

Når Rasmus, som den forrykte kaptajn Akab, hvisker: ”Et hvert menneske har en mur foran sig, som begrænser ham, tager udsynet til sandheden, gør ham til fange. Min mur er Moby Dick! ” og i det øjeblik glemmer, at han står på scenen, så står dette øjeblik af selvforglemmelse og kunstnerisk frihed skarpt for publikum. Eller når en pige i 8. klasse med diagnostiseret angst lader sig bære af fællesskabet og alligevel går på scenen som bondepige i en ganske kort scene, så ved jeg, at de begge har fået deres eget lille frirum med.

Det er svært, at nå hertil som amatør, men det kan lade sig gøre. Eleverne kan, selv om det ofte kun er glimtvis, komme til at mærke den frihed, der er ved at flytte ind i teaterrummet og historien og deres figurs forhold til de andre figurer. Derfor ville det også være interessant at arbejde med improvisation i faste ugentlige timer, så denne indre bevægelse kunne holdes i gang mellem dramaperioderne. Oplevelsen af at finde en helt egen frihed inde i sig selv, et sted hvor man ikke er bange for nogen eller noget, er en erfaring, man kan vende tilbage til, og den er livsvigtig at give videre særligt til teenagere.

Der er ikke mange steder at prøve sine egne grænser af i vores velfriserede samfund.

Foto: Randi Pisani

At give plads til at fantasere, til at få mod til at stå frem og til at afprøve noget nyt.

Burkhard Forstreuter

Burkhard Forstreuter er Skuespiller, dramapædagog og lærer på Steinerskolen i Aarhus, fortæller her, hvordan han i dramaperioden bestræber sig på at lade eleverne opleve, hvordan de kan bruge det kunstneriske rum til at afprøve nye sider af sig selv.

Randi Pisani

Sammenslutningen af frie Rudolf Steinerskoler i Danmark