Hvad kan du lide at lave i din fritid?

Interviews og foto af Nanna Herluf, informationsmedarbejder ved Århusskolen

David Orlando Beuchert Rix

8 år 2.klasse

”Når jeg kommer hjem fra skole, får jeg eftermiddagskaffe med min mor og mine søskende. Jeg har en kanin ude i haven der hedder Fnugge, den kan jeg godt lide at lege med og den er helt tam.

Jeg går til violin, selv om jeg kun går i 2.klasse. Normalt spiller man først fra 3. klasse. Så går jeg til svømning, hvor vi bl.a. hopper ud fra skamler ved kanten. Jeg går også til kor inde i byen i domkirken.

Hjemme kan jeg godt lide at læse Anders And blade og klæde mig ud sammen med min storesøster”

Rosemarie Juhl Jensen

8 år 2.klasse

”Jeg kan godt lide at lege med min søster. Vi klæder os ud med seje T-shirts og kasketter og så tænder vi for højtaleren og danser. Vi søger efter musik fra hele verden på telefonen. Til nytår må man skrue højt op for musikken.

Jeg kan godt lide at lave mad. Jeg skræller kartofler og laver suppe. Der er en suppe jeg er god til at lave med lidt hjælp fra min mor. Jeg kan også godt lide at lave kylling, pommefritter og til jul laver jeg and og brun sovs. Jeg kan også godt lide at se film, bl.a. ”Narnia” og ”Far til fire”. I min fritid går jeg til svømning, basket og kor”.

Andrea Stenger Bidstrup

9 år 3.klasse

”Jeg har gået til svømning de sidste 5 år og så spiller jeg violin. Jeg går også til spejder og i går skulle vi lede efter påskeæg. Nogle gange når vi er til spejder, er der forskellige poster, hvor vi kan lære at lave råbåndsknob, høre historier eller lære noget om koder. Vi har fx lært noget om bogstavskoder, talkoder og ”sneglekoder”. Jeg bor på en stor gammel gård og vi har meget plads udenfor.

Jeg kan godt lide at være udenfor og i går byggede jeg en snemand i haven sammen med min far, min storebror og to af mine venner. Min storebror og jeg har en Ipad sammen, som vi spiller på.”

Erik Alvin Juul Winther

10 år 4.klasse

”I min fritid går jeg meget op i gymnastik. Jeg har gået til spring i 4 år og har lige været til DM. Jeg spiller også trommer på Århus Musikskole og spiller også hjemme. Jeg drømmer om at blive musiker og gymnast.

I SFO’en kan jeg rigtig godt lide at lege ude i skoven. Her bygger jeg huler med mine venner.

Hjemme har jeg en storesøster, jeg spiller på Ipad og Wii og hopper på trampolin”.

Liv Ragna Esperanza Breuning

11 år 5.klasse

”Når jeg kommer hjem fra skole laver jeg lektier og øver violin. Når jeg er hos min mor, skiftes min lillebror og jeg til at lave mad sammen med min mor hveranden dag. Hos min mor er jeg ikke så meget på mit værelse, men når jeg har veninder på besøg, hygger vi os på værelset eller går på legepladsen. Hos min far har jeg en god veninde, som bor tæt på. Vi klæder os ud sammen til halloween og fastelavn og går ud og rasler. Jeg klæder mig altid ud som djævel, for det kan jeg bedst lide.

Vi hører også musik og laver helium videoer på en Iphone. Nogle gange lægger vi neglelak på hinanden”.

Nadja Rebekka Baadsmand 13 år 8.klasse

”Jeg går til klatring og har gået til det i et år. Jeg kan godt lide at gå til det, fordi jeg synes, at jeg er god til det og fordi jeg udfordrer mig selv, da jeg lider af højdeskræk. Jeg har danset siden jeg var 2 år og har gået til folkedans, streetdance/breakdance, standarddans og nu går jeg til hip hop.

Jeg sidder nogle gange hjemme ved computeren og hører musik, danser og strækker ud for at holde mig i god form. Når jeg optræder med dans, udfordrer jeg mig selv, fordi jeg har sceneskræk. Jeg drømmer om at blive danser/skuespiller”.

Tobias Romvig Pisani

14 år 8.klasse

”Jeg spiller meget musik. Engang fik jeg en spansk guitar af min nabo og min mor købte en bog til mig om at spille guitar og så begyndte jeg at lære at spille. Jeg spillede selv et års tid, så fik jeg lidt undervisning, men siden har jeg bare spillet hjemme. I sommers fik jeg kontakt med nogle andre unge og vi er nu fire der spiller i vores eget band, som hedder ”Smiling Chairs”.

Vi øver et sted i Århus som hedder Grobund. Her må vi kun spille vores egen musik, så vi skriver selv vores musik og tekster. Vi øver 1-2 gange om ugen og vi har det rigtig godt sammen.

Jeg går også med aviser to gange om ugen og så kan jeg godt lide at lave små projekter. Jeg har bygget en sæbeboblepistol, lavet animerede film, bygget en elektrisk bil med en kørestolsmotor og har selv bygget den guitar, jeg spiller på nu.”