Hvorfor – er det vigtigste spørgsmål 
i forældresamarbejde

At være forældre i en Steinerbørnehave og – skole er at træde ind og blive en del af en kultur, som for mange kan adskille sig fra “mainstream-kulturen”. Jeg plejer at sige, at det bedste må være at gå i børnehaven/skolen, det næstbedste at være forældre. 

Det lille barn bærer ofte stemninger med sig hjem fra årstidsfester, fortællinger, det kunstneriske arbejde, og det kan man som forældre varme sig ved. Man fornemmer, at barnet næres af noget væsentligt og værdifuldt. Som forældre, der har valgt det, man mener, er det bedste for ens barn, bliver man medbærer af og del af denne kultur – ofte uden helt at vide, hvad det er, man bærer med på. Kultur kan være svær at formidle. Især for dem, der lever i den hele tiden – lærere og pædagoger. Disse hverdagens opdragelseskunstnere lever deres pædagogik dagligt, uden nødvendigvis at have ord og begreber for det, de gør. For forældrene, der ser kulturen fra sidelinjen, er det ikke nødvendigvis alt, der er lige selvklart. Udebliver forklaringen, kan man som forældre føle sig hægtet af og opleve miljøet som indforstået. Man vil gerne forstå meningen bag kulturen – og man vil gerne kende forventningerne til en som forælder. Lærere og pædagoger på deres side vil til gengæld gerne have et klart tillidsmandat fra forældrene, der gør det muligt for dem at arbejde med børnene og finde den rette balance mellem at støtte og udfordre dem. At gå fra »dem og os« til »vi«. 

Barnets loyalitet og tryghed

Når barnet kommer i børnehave og skole, går det igennem en port, der har to søjler: den ene er forældrene, den anden læreren/pædagogen. Når barnet oplever, at disse har tillid til og respekt for hinanden, kan barnet med glæde og tryghed være og lære. Er forældrene kritiske, vil barnet uvilkårligt lægge sin loyalitet hos mor og far, og dermed bliver det svært, hvis ikke umuligt, at hengive sig til og lære af sin lærer. Hvis barnet omvendt mærker, at læreren er kritisk indstillet overfor far og mor, vil det være utrygt og heller ikke læringsparat. Fundamentet for, at barnet kan lære og udvikle sig på en sundt grundlag, er tillid. Og vejen til tillid er dialog. Dialogen er broen til det gode samarbejde. 

På kursus i at lytte

Som lærere og pædagoger arbejder vi med relationer hele tiden, og mestrer det, man kalder relationskompetence. Med børnene kan vi det, dels fordi vi kender børnene, dels fordi vi er professionelle og rollefordelingen »voksen – barn« er helt klar. I forhold til forældresamarbejdet er pædagogen/læreren den professionelle, og forældrene barnets ambassadører, med retten til at være mere følelsesmæssigt involveret. Her må læreren/pædagogen først og fremmest lytte og spørge, for at forstå, hvad der rører sig i forældrene. Det er noget af det, vi træner, 
på vores kurser i forældresamarbejde, som Christina Vilhelmsen og jeg holder igennem Sammenslutningen af Steinerskoler. Det er en faldgrube for mange af os lærere, at vi taler og forklarer, mere end vi lytter. Når vi virkelig 
lytter, fordomsfrit og med oprigtig interesse, og opsummerer det, vi har hørt, så vi sikrer, at vi har forstået den anden – så er broen til den gode samtale åben. Så kan vi finde sammen om det fælles tredje, nemlig barnet, og gensidigt suspendere enhver angst for at blive dømt »dårlig forælder« eller »dårlig lærer.«

Der er altid en grund

Præsenterer forældrene et problem, interesserer vi os for frygten og håbet, der gemmer sig bag problemet. Vi anerkender forældrenes bekymring – og vi beskriver det, vi ser hos barnet. Med mildhed og klarhed. Vi beskriver så vidt muligt det, vi iagttager, uden at vurdere eller tolke på det. Vi stiller det vigtige spørgsmål – hvorfor? Der er altid en grund til barnets adfærd. Det er gåden og mysteriet, vi som opdragelseskunstnere, professionelle som forældre er stillet overfor. Hvad er det, barnet forsøger at fortælle 
os igennem sin adfærd? Her kan vi lægge os Goethes ord på sinde, som grundholdning 
i menneskemødet: Hvis vi behandler mennesker, som de er, vil de forblive, som de er. Hvis vi behandler mennesker, som var de, hvad de kunne være, hjælper vi dem til at blive, hvad de har mulighed for at blive.

Denne grundholdning gælder både i mødet med børnene og hinanden. Når denne holdning, at se barnet (og forældrene) i dets eget lys, er til stede, så vil det varme mellemrummet op og gøre mødet muligt.

My business, your business 
og Gods business

Er forældrene kritiske, er det vanskeligt at holde sin indre dør åben. Også her kan spørgsmålene være en hjælp, dels til at holde døren åben, dels til at »vende spejlet« så forældrene også tager ansvar for deres kritik. »Når du siger at … skyldes det så, at du er bange for, at dit barn ikke lærer nok i mine timer?« En god tommelfingerregel er at skelne imellem, hvad der er »my business, your business og Gods business.« Din legitimitet som lærer/pædagog er ikke forældrenes »business« – det tilhører de mennesker, der har ansat dig. Forældrenes opdragelse er på den anden side ikke lærerens/pædagogens »business«. Man kan anbefale noget, hvis man er inviteret til det, f.eks. at barnet kommer tidligere i seng, hvis det er træt i skolen. Men forældrene har altid første­pladsen i forhold til barnet, og forældre er man på livstid – pædagogen og læreren er der på en del af barnets vej.

Lav aftaler for samarbejdet

Når man indleder det vigtige og langvarige samarbejde mellem pædagoger/lærere og forældre, omkring barnet, er det godt at have nogle grundlæggende aftaler på plads for dette samarbejde. Aftaler, der med fordel kan friskes op flere gange, og udvikle sig over tid, så det også passer til barnets alder.

Grundregel nummer et: Hvis der er noget, du som forælder er utryg ved eller ikke forstår, så spørg. Problemer, der tages i opløbet, kan som regel løses og misforståelser kan afklares. Konfliktunger skal opdages inden de vokser sig store. Undlader man dialogen, opstår forestillingen om det, man tror, det drejer sig om, og den svarer sjældent helt til virkeligheden. Går man så videre og taler med andre om det, man tror – ja så er man i gang med at sprede sladderbaciller, og det fører snarere til konflikt end til tillid.

Grundregel nummer to: gør det klart som lærer og pædagog hvilke forventninger, I har til forældrene og samarbejdet, og lav et årshjul så forældrene i god tid kender datoer for forældremøder, årstidsfester mm. Forældre er travle mennesker, som gerne vil engagere sig, og det er respektfuldt at skabe mulighed for at kunne planlægge langsigtet. Regn ikke med, at forældrene kan gætte sig til, hvad der forventes af dem i forbindelse med f.eks. en dejlig tradition som julebasar. Det skal formidles – hvert år.

Grundregel nummer tre: hold relationen 
i live. Når barnet mærker, at mor og far og læreren taler sammen, bliver de glade og trygge. Gør jer umage, så den gode relation kan bære, når vanskelighederne uundgåeligt vil komme. Sørg for, at der er balance i samtalen, så I både taler om det, der går godt, og om det, der er udfordrende. Så bliver sidstnævnte mindre farligt. Og husk at alt er udvikling.

Grundregel nummer fire: At være professionel er at kende sit hvorfor. Som lærere og pædagoger må vi hele tiden spørge os selv, hvorfor vi gør som vi gør, så intention og formål er klart og forklarer vores hvordan. Steinerpædagogikken er en levende og dynamisk pædagogik, der har sit udgangspunkt i lovmæssigheder i barnets udvikling. Det betyder, at vi skal kunne iagttage børnene, og tilpasse læreplanen til den virkelighed, vi står i. Når vi kender vores hvorfor, kan vi formidle dette til forældrene, og besvare de spørgsmål, de måtte have. Undlad gerne den formynderiske forelæsning, der reproducerer dogmer, man har overtaget, og fortæl i stedet det, du har gjort til dit eget, og virkelig kan stå inde for. Det er der, du bliver autentisk og troværdig, og det er der, du står stærkt. 

Forældremødet – tænke, opleve, handle

Forældresamarbejdet har to ben: 1:1 samtalen og forældremøderne. I samtalen bestræber vi os på at forstå hinanden og finde løsninger. På forældremødet skabes kulturen i forældregruppen og imellem pædagogerne/lærerne og forældrene. Nogle lærere er usikre på disse møder, fordi de står alene overfor en kreds af andre voksne, og oplever at være til eksamen i forhold til forældrenes tillid og opbakning. Jeg tror egentlig ikke, at forældrene oplever det sådan, men det kan være godt som forælder at vide, at det kan være en udsat position, især for nye lærere og pædagoger.

På vores kurser anbefaler vi, at vi lader os inspirere af vores pædagogik, der arbejder med det tredelte menneske: Vi forholder os tænkende, oplevende og handlende til verden. Ved i Steinerpædagogikken at medinddrage alle aspekter af det at være menneske, så læring bliver inderliggjort gennem følelsen, forarbejdet med hænderne og forstået med tanken, styrker vi jegets evne til at stå i og virke i livet. Livsmestring i ordets egentlige betydning.

Forældremødet kan også ses igennem denne tredeling, nemlig en kulturel dimension, der handler om mening og formål med det, vi laver – typisk pædagogiske spørgsmål. En social dimension, der handler om, hvordan eleverne trives og hvordan udfordringerne i klassen tager sig ud på netop dette klassetrin. En praktisk dimension, der kan omhandle aftaler, forældrene gerne vil lave, eller noget praktisk, man laver sammen på forældremødet. 

Oversat til gruppeprocesser kan man sige, at der skal være et tankemæssigt indhold, der inspirerer, en social proces, der involverer forældrenes indbyrdes samspil og styrker sammenholdet, 
og en ramme, der fungerer som aftalegrundlag for mødet.

Det kulturelle

Den kulturelle dimension: Forbered som lærer/pædagog et lille oplæg, der fortæller noget om alderstrinnet og sammenhængen med lære­stoffet/aktiviteterne. Hvorfor gør vi, som vi gør? Suppler gerne med en kunstnerisk øvelse, som børnene også laver. Her træder du som pædagog og lærer frem som professionel, for det er dig, der ved, hvorfor I gør, som I gør. Når ånden på den måde er til stede på forældremødet, ­vækker det som regel begejstring. Ånd – gejst – be-gejstre.

Det sociale

Den sociale dimension: Når mødet drejer sig om trivsel, vil der være både følelser og forskellige holdninger til stede. Det kræver en stærk mødeledelse, og pædagogens/lærerens rolle er her i højere grad at facilitere en konstruktiv samtale. Du kan indlede med at give dit billede af klassens trivsel, sikre at I ikke drøfter enkeltelever, men udelukkende taler om klassen som helhed og give plads til, at forældrene kan have andre opfattelser af deres barns trivsel. Det er godt, hvis I på hvert møde får italesat, at det sociale vil være udfordret til alle tider, og ikke skal undgås, men at de voksne kan hjælpe børnene til at klare det.

Send dagsorden ud før mødet og sørg for ved mødets start at få afklaret, om der er noget vigtigt, som skal med på mødet. Det er mødets sociale »kontrakt«. Undlad at slutte mødet med »eventuelt,« når alle er trætte og vil hjem, men lad i stedet dette punkt være ansats til næste møde. 

Det praktiske

Den praktiske dimension: Det styrker sammenholdet at gøre noget sammen, hvad enten det er noget pædagogisk eller noget, man udvirker sammen. At gøre noget, der er synligt – lave en tegning, fingerstrikke, eller male klassen – det er at skabe noget sammen, som børnene siden glædes over.

Hvis tillid er grundlaget og dialogen er vejen, så er det disse to, der gensidigt skal plejes i samarbejdet. Der er meget på spil – for det handler om det dyrebareste, vi har: vores børn. Derfor må vi tro på, at vi hver især gør det så godt, vi kan, og altid holde døren åben for spørgsmål, også de kritiske. Spørgsmålet hjælper os til at se det samme hvorfor. Og så vokser vi alle af at blive set. Så husk som forælder at vise dit barns lærer/pædagog, at du ser og anerkender dennes arbejde og indsats, som dit barn næres af. Over indgangen til Steinerskolen står der i hver lærers hjerte skrevet:

Modtag dem med ærefrygt

Opdrag dem i kærlighed

Forlad dem i frihed

Lotte Juul Lauesen

Forfatter til Den gode elevsamtale – en coachende tilgang til mødet med unge, Akademisk forlag 2013. Hun har arbejdet som eurytmist på Rudolf Steinerskolen i Silkeborg i 23 år, og som socialøkologisk konsulent, supervisor og coach i 12 år. Er desuden medforfatter til bogen Indblik i euyrtmien og holder kurser på skoler om bl.a. den gode elevsamtale.