Det er fredag i 7. klasse med historie i hovedfag – en blanding af træthed efter en lang skoleuge samt spænding før den kommende weekend har skabt en stemning af uro. Jeg kan allerede fornemme den, mens vi
reciterer vores morgenvers.
I dag skal vi høre om Martin Luther og starten af Reformationen, der rev Europa itu. Mens vi genfortæller stoffet fra i går, har uroen allerede taget over. Fem – seks elever har fået nok af at høre om den katolske kirkes korruption og er i protestmodus. De begynder at hyggesnakke, pille ved siddekammerater og vender ryggen til mig.
»OK allesammen, kom nu. Lad os komme i gang!«
Kun få af de trofaste elever, som er sikre i deres faglighed, begynder at rette sig, men desværre har størstedelen af flokken (bogstaveligt talt) vendt ryggen til deres lærer. En meget frustrerende, irriterende og genkendelig situation for mange lærere – hvad gør man? Her står vi! Og kan intet andet, Gud hjælpe os!! tænker man.
Tavlen fanger
Inden modløsheden tager helt over, vender jeg ryggen til klassen. Jeg tager kridtet i hånden og begynder at tegne på tavlen. Efter fem minutter kommer det første spørgsmål:
»Skal vi tegne efter, James?«
»Ja, gør det.«
»Skal der være rammer?«
»Det er nok en god idé.«
Jeg ignorerer larmen, der brøler bag mig, og tillader mig selv at fordybe mig i at tegne et portræt af en mand. Jeg bruger lidt tid på øjnene og næsen, de driller altid. Efter 10 minutter har de fleste deres hæfter åbne, og de få, der fortsætter med at hyggesnakke, snakker faktisk om det »sure ansigt på tavlen.« Flokken begynder stille og roligt at vende tilbage til troen. Da jeg er tilfreds med øjnene og næsen, tager jeg et skridt tilbage og kigger på mit arbejde.
»Hvem er det, James?«
»Det er Martin Luther.«
»Hvem er Martin Luther?« spørger en elev, som tidligere valgte ikke at lytte, da han blev bedt om at holde op med at skubbe til siddekammeratens stol.
»Han var en ’real pain in the ass’, som havde det svært med at høre efter og skabte en del problemer for sine chefer og Europa,« siger jeg med et smil på læben. Eleven har forstået joken og smiler tilbage.
De fleste af eleverne kigger nu op på mig og tavlen, og det er mit signal til at begynde på dagens oprindelige plan: Martin Luther og Reformationen.
»Nej, faktisk var han en munk fra Tyskland, som turde gå imod kirken …«
Low-cost og rubust
Over de otte år jeg har været steinerlærer på Waldorfskolen i København, er kridttavlen blevet til et af mine vigtigste pædagogiske redskaber. Et interaktivt og meget dynamisk visuelt redskab, som skaber ro og vækker nysgerrighed i mine elever. Af gode grunde har tavlen modstået tiden og teknologiens fremkomst, den er low-cost, miljøvenlig, løber aldrig tør for strøm, er ikke afhængig af gode wifi-forbindelser, nem at læse og meget robust og holdbar.
Interaktiv og dynamisk
Selvom de løsninger, der kommer med digitaliseringen af vores verden og uddannelsessystem, er fantastiske og gør mit arbejde og forberedelse mere effektivt og hurtigere, falder jeg altid tilbage på min elskede kridttavle, når det kommer til klasseundervisning.
For mig er det tavlens simplicitet, som er genial. Tavlen kræver kun et stykke kridt og en lille smule kreativitet for at skabe en engagerende, interaktiv og dynamisk undervisningsoplevelse. Der er sikkert et bjerg af forskning om fordele og ulemper ved både kridttavlen og dens digitale ækvivalenter. Men i min undervisning oplever jeg, at tavlen altid virker.
Opmærksomhed, nysgerrighed
og realtid
Den største fordel for mig, når jeg bruger min tavle, er, at det hjælper med at skabe ro og opmærksomhed i klassen. Når jeg begynder at skrive eller tegne på tavlen, er der en naturlig nysgerrighed, der kommer frem blandt eleverne. Elevernes opmærksomhed vækkes, når de er vidne til en tegning eller tekst, der bliver skabt i realtid. Det skaber også en naturlig pause eller udånding som giver eleverne tid til at tænke og følge med i stoffet.
Struktur og overblik
Noget af det første, der bliver skrevet på min tavle, er en liste over timens eller dagens program – det giver eleverne struktur og overblik: hvad de skal lave, og hvad de kan forvente fra dagens undervisning. Det giver ro og kan også være meget tidsbesparende. Jeg bruger det ofte til at engagere elever: »Hvad er det, vi skal i dag?«
Tilpasning efter behov
Information på tavlen er nem at rette, justere og ændre i forhold til slides, billeder på skærmen eller en tekst i hånden. Tavlen skaber en umiddelbarhed, som er lige præcis det, der kan gøre undervisningen mere spændende. Jeg føler også, at jeg nemt kan tilpasse indholdet efter elevernes behov, fx forklare noget ekstra, omformulere svære begreber eller – som jeg bedst kan lide – tegne en model eller et billede til bogstaveligt at illustrere en pointe eller tanke.
Ejerskab og faglig anerkendelse
Den fleksibilitet og spontanitet gør tavlen til et meget interaktivt medie, som jeg bruger til at stimulere aktiv deltagelse blandt eleverne. Deres svar og kommentarer bliver skrevet op på tavlen under diskussioner, og det kan give eleverne ejerskab over deres undervisning. Særligt når man skriver deres kommentarer eller forslag
på tavlen, hjælper det med at skabe små succesoplevelser for nogle elever, hvor deres svar eller kommentar bliver accepteret og skrevet op
– en form for faglig anerkendelse, som alle har brug for.
Kridttavlen er ikke et perfekt redskab, men i min undervisning er den uundværlig. Teknologiske løsninger er fantastiske, men de skal ikke erstatte tavlen – de skal supplere den. Ligesom Martin Luther brugte datidens teknologiske gennembrud, bogtrykkerkunsten, til at fremme sit budskab under Reformationen, skal vi i dag bruge digitale værktøjer som et supplement, ikke en erstatning, til den gennemprøvede kridttavle.
Man kan nå meget og mange med lidt kridt og en ren tavle, som, når den bruges rigtigt, kan fange elevernes opmærksomhed og derefter deres nysgerrighed. Og når vi er nysgerrige, åbner verden sig for os.
