Leder

Den fantastiske fortælling om verden

”Hvad var det første på jorden?” – spurgte min søn mig en gang på vej hjem fra børnehave.

Jeg må indrømme, at jeg nok lige blev lidt tavs – hvad pokker svarer man sådan en lille purk? Så mens jeg vævede noget i retningen af “jah, det ved jeg faktisk ikke …”, kigger han op på mig og siger: “Nåh, det var selvfølgelig regnormen, den lavede jo jorden.”

Selvfølgelig – vi har jo selv set, at det er den, der laver jorden og talt om det. Vi bor på landet, så han er vokset op med at have syn for sagen i fortællingen om, hvordan køerne laver gødning til marken, så gulerødderne og kornet kan vokse, og hvordan bierne flyver rundt til blomsterne, så vi kan få æbler og blommer og jordbær og honning. Ja, og så altså lige det med regnormen.

Men hvad med løven, myren, dinosauren, laksen – hvad med hesten, svirrefluen, storken, frøen og kamelen. Hvad er deres fortælling? Hvordan forstår vi, hvad deres opgave i livet er?

Vi kan som Rilke, med jamber og enderim, forsøge at forstå, hvad der sker i en Panter, der er spærret inde bag tremmer, og efterfølgende tænke over, hvordan grisen, der leverede spegepølsen på madpakken, mon har haft det. Vi kan sætte chips på fisk og ringmærker på ørnen, så ved vi, hvor den flyver hen, eller hvor længe ørreden lever. Hvis vi betragter et typisk bondelandsmaleri, græsser de røde køer alle i samme retning.

Vi kan fortælle verden på et utal af måder. Historien, geografien, geologien, biologien, statistikken, dokumentarfilmen, billedkunsten, filosofien, litteraturen.

Så længe vi er 4 år, er det ikke så svært: Regnormen kan vi kigge på i timevis, vi kan klappe den, rykke lidt i den og se, hvilken ende den laver jord med; vi kan forlange, at blive kysset godnat som kalven, der bliver slikket af sin mor, og vi kan strække armene ud og flyve rundt i haven, mens vi summer. Altsammen mens vi lærer noget om dyrene, insekterne – og os selv.

God fornøjelse med fortællingerne i dette nummer

Randi Pisani

Sammenslutningen af frie Rudolf Steinerskoler i Danmark