Eleverne ankommer over middag. Deres rygsække og kufferter med alt hvad de har brug for i ugen, der kommer, er lagt ind i sovesalen. De står nu på gårdspladsen, trætte efter rejsen, men afslappede og forventningsfulde med duften af den rige natur, der lever og ånder på gården og med synet af insekter og fugle, der svirrer og kvidrer og næsten helt overdøver de nyankomne elever.
Foto: Randi Pisani
“Kom vi skal ud på en lang tur – en tur, der vil fylde jer med indtryk, der er med til at give jer en sand følelse og fornemmelse for, hvor I er kommet hen, således at I trygt kan lade søvnen overtage jer, når dagen i dag er slut, og I ligger i jeres soveposer.”
Vi vandrer i flok fra mark til mark, hvis karakteristika bliver beskrevet, og jeg svarer på spørgsmål fra de videbegærlige elever. Stedets naturgeografiske historie ligesom stedets lokalhistorie bliver levendegjort for eleverne. Endelig kommer vi til den mark køerne er på:
“Nu må I være helt stille. Køerne kender ikke jer, og I kender ikke køerne og ved ikke, hvordan de kan reagere på at møde nye mennesker, hvis duft, klædedragt og stemmer er så fremmedartede for dem, at de bliver utrygge, med alt hvad det kan medføre. Det værste for jer ville være, hvis hele flokken på mere end 70 kreaturer løber jer over ende. Det værste for flokken ville være, at den løber sin vej og ikke opnår en tillidsfuld kontakt med jer. Jeg vil derfor gå forrest og tale stille og roligt med dem, som jeg plejer, og I prøver at efterligne min stemme og rolige bevægelser. Gør I det, kan I ligesom jeg komme helt hen til dem, og de vil nyde at blive klappet og kærtegnet. Her går også en stor tyr. Den er yderst farlig, men, så længe flokken er rolig, er den rolig. Men I skal ikke prøve på at gå hen til den. Den kan ikke lide at føle sig truet. Førend vi går ind i flokken, må I love mig ikke at sige et eneste ord til jeres sidemand, men kun sige et velmenende kærligt ord til den ko, I går hen imod.”
Nu følger så den første store prøve, som eleverne kommer på. I fuld tillid til det, jeg har sagt, bevæger alle sig ind i flokken, og alle elever overlever. Men oplevelsen bliver samtaleemne mellem elverne resten af dagen. At vi også oplever at høre nattergalen synge og ræven gø, er helt underordnet i forhold til det at komme så tæt ind på de store dyr.
Næste dag blev eleverne delt op i femmandsgrupper. Et hold skal være i stalden hele dagen, for at opleve på hvor mange måder vi kan gøre staldmiljøet positivt attraktivt for køerne og deres kalve. Men også for at vise eleverne, at køerne og kalvene oplever stalden som det sted på gården, hvor de føler sig allermest hjemme og dermed mest trygge.
De fleste af kalvene er født i stalden på deres mors plads. Resten er født på marken, men er samme dag ført hjem i stalden til deres mors plads, hvor de forbliver sammen med deres mor en hel uge. En uge føles for en kalv som en sommerferie for et barn. Det føles som en “evighed”. Her i stalden har de hørt deres mors stemme før fødslen og er tiltrukket af den i mange uger efter. Har koen eller kalven en chokerende oplevelse ude på marken, vil den styrte hjem for at søge tryghed.
Kalve, horn og kunsten at malke en ko
De fleste 9. klasser er her enten om foråret eller efteråret, men oplever næsten alle at overvære en kalvefødsel, som vi forsøger at lade hele klassen medoplever, med alt det smukke en sådan fødsel har at byde på. Nu kommer så – for staldholdet – det tidspunkt sidst på eftermiddagen, hvor køerne skal hentes hjem fra marken for at blive malket. Hele holdet inklusive mig selv går ned på marken til køerne. Vi går stille og roligt gennem flokken indtil vi alle står bag ved dem. De fleste køer ligger oftest ned for at hvile og tygge drøv. Så siger vi alle roligt, men bestemt: “Så skal vi hjem”. Til stor forundring for hele klassen rejser alle køerne sig op, og deres kalve kommer styrtende hen til dem for at drikke mælk. Det tager ca. 3–4 minutter, og vi står og nyder synet. Herefter siger vi i kor: “Så går vi hjem”. Igen til stor forundring for hele klassen begynder hele flokken at gå hjem – også tyren. På visse steder er hjemvejen så attraktiv, at hele flokken begynder at løbe. Det er altid dejligt at komme hjem i en tryg stald. “Tænk! Køerne kender deres pladser, som de uden tøven går direkte hen på” – en ytring jeg ofte hører fra eleverne. Nu kommer så endnu en prøvelse. Eleverne skal sætte halsbåndet omkring køernes hals. Koens hoved er stort og hornene frygtindgydende lange. Tør jeg? Jeg viser, hvordan man aldrig må stå foran koens næse, fordi køerne støder ved hvert åndedrag med stor kraft luften ud af lungerne. Føler de, at vi – ved at stå foran næseborene – bremser for denne udstrømning, bliver de irriterede og svinger med det store hoved. Efter at alle køerne er på plads, falder der en lyksalig ro over hele stalden – en stemning, der er optimal, når køerne med glæde nu skal til at give “os” deres mælk. Jeg indvier eleverne i malkemaskinens komplicerede virkemåde, der på mange måder efterligner den måde, en kalv drikker mælk på. Når kalven drikker mælk, kommer den med sin varme mund og tunge. Det må vi efterligne ved at kommer med en varm våd klud at rengøre patterne med. Herefter må vi stille og roligt sætte malkemaskinen på. Vi må bukke os helt ned under koens bug med tillid til at den ikke sparker os og med mekanisk snilde få sat de fire pattekopper på hver sin patte. Det er en ret kompliceret øvelse. Det er godt, at der er 5 elever på hvert hold. Den modigste melder sig som den første. Og se – det lykkedes. Så følger den næstmodigste og så den næste. Med opmuntrende bemærkninger fra de fire første lykkedes det næsten altid også den femte elev at få malket en rolig, tillidsfuld ko. At komme hjem til sin familie og sige: “Jeg har malket en ko” – det er stort.
En dreng fra en niende klasse kom med denne ytring ved ugens afslutning: “Vi kom hertil som drenge, vi tager herfra som mænd.”
Eleverne lærer at forstå, hvorfor der må være ro i stalden, hvorfor der ikke må snakkes til kammerater, men kun til køerne. Køerne må kunne fornemme, at vi er deres gode hyrde og kun vil dem det allerbedste – den tillid må ikke brydes, men hver dag opbygges – på ny og på ny. Så vil kostalden også blive et sted, hvor mennesket kan falde til ro med alt det positive, dette fører med sig.
Efter malkningen løsnes køerne fra en ende af – og til sidst løsnes tyren. Når køerne kommer ud på markvejen, løber de – og det endda hurtigere end vi kan løbe.
De er vanedyr, og de ved, at Rita, mens vi har malket, har været nede på marken for at åbne op for et nyt stykke, hvor alt står i fuld flor til glæde for alle smagsløg og duftsanser hos køerne – et stykke, der ikke er større end, at de kan nå at spise det hele op, inden de igen skal hjem for at malkes.
Hver morgen gennem hele ugen har jeg to hovedfagstimer med eleverne, hvor jeg med stor glæde formidler den biodynamiske helhedstænkning og relaterer denne til det morgenvers, der indleder al hovedfagsundervisning gennem hele overskolen på alle Rudolf Steinerskoler.
Se Phie Ambos dokumentar “Så meget godt i vente” (2014) om Niels Stokholm på filmstriben.dk
Vi kom hertil som drenge, vi tager herfra som mænd.
Foto: Randi Pisani
