Mobning – børnenes problem, men de voksnes ansvar!

Engang mente man, at mobning var noget, der foregik mellem svage, anderledes elever og stærke, aggressive elever. Men det er et meget forenklet syn på fænomenet – mobning er en kultur, der opstår i klassen. Mobning er at udelukke andre fra et fællesskab. Nogle er inde og andre er ude.

Alle mennesker har brug for føde, varme og beskyttelse mod naturens kræfter. Men noget, som er lige så vigtigt – og det gælder for alle – er at føle sig som en del af et fællesskab. Vi har alle brug for at føle, at vi hører til.

Hvad har det med mobning at gøre? Det har alt med mobning at gøre! Mobning er en særlig måde at være sammen på, hvor det man er sammen om, er at udelukke andre fra fællesskabet.

Hvad er mobning?

Sådan har man ikke altid opfattet mobning. Tidligere har man tænkt mobning som noget, der handlede om personligheder. Man forstod mobning sådan, at mobning foregik mellem en aggressiv og en svag person. Og mobning blev et spørgsmål om at placere skyld hos enten den mobbede eller mobberen. Nogle typiske forklaringer var, at mobberen måske var dårligt opdraget og derfor var aggressiv, eller den mobbede elev var lidt overvægtig eller lidt genert, fordi vedkommende ikke havde meget selvtillid. Man søgte forklaringer i personligheder, adfærd eller udseende.

Man begyndte imidlertid at undre sig over, hvorfor der var skoleklasser uden mobning. Kunne det forklares med, at der ikke var en aggressiv eller en genert elev i lige præcis de klasser? Nej, man fandt ud af, at der var skoleklasser uden mobning, som havde sådanne elever. Det vil sige, man kunne ikke se på enkeltpersoner og deres personlighedstyper og derudfra forklare mobning.

Frygten som omdrejningspunkt

Det, man har fundet ud af, er, at mobning sker, når fællesskaber ikke fungerer.

Man ved også, at mobning sker med frygten som omdrejningspunkt – frygten for at blive udelukket fra fællesskabet. Behovet for at høre til hænger uløseligt sammen med frygten for at blive udelukket. Mobning er en kultur, en »mobbekultur«.

Børn går ikke kun i skole for at lære. De er der også for at opbygge venskaber og andre sociale relationer. Børn lever derfor ikke kun et læringsliv i skolen, de lever et helt børneliv indenfor skolens rammer. Rammerne er sat af de voksne, og eleverne er underlagt dem. Hvis der skal opstå et godt fællesskab i en klasse, er det vigtigt, at alle elever oplever, at de bliver set og mødt, som dem de er, at de bliver respekteret, at de kan magte skolearbejdet, og at de har det godt med deres klassekammerater.

Det grundlæggende fællesskab

Forstil dig en 1. klasse, som lige er startet. Elev­erne er fulde af forventninger, har sommerfugle i maven og er meget spændte. De har ikke selv valgt, hvem de skal gå i klasse med, hvad de skal lave, og hvordan undervisningen er. De kan heller ikke selv bestemme, at de vil stoppe, hvis de ikke synes, det er sjovt. Rammerne er sat af de voksne, og eleverne er underlagt dem. Hvis der skal opstå et godt fællesskab i den klasse, så er det vigtigt, at alle elever oplever, at de bliver set og mødt, som dem de er, at de bliver respekteret, at de kan magte skolearbejdet, og at de har det godt med deres klassekammerater. Det fællesskab, der skal etableres, skal kort sagt handle om, at det er sjovt og spændende at gå i skole.

Forstil jer så, at der en dag er nogen i klassen, som synes, at det at gå i skole er blevet kedeligt. De elever, som synes, det er blevet kedeligt, føler sig ikke længere som en del af klassens fællesskab. De føler sig udenfor. De laver derfor et nyt fællesskab, hvor det, de er fælles om, er at drille nogle af de elever, der synes, det er sjovt og spændende at gå i skole. Der er nogle elever, som ser drilleriet, og de frygter selv at blive drillet. Derfor viser de dem, som driller, at de er med dem. Klassens fællesskab, om at det er sjovt og spændende at gå i skole, er forsvundet, og erstattet af et nyt fællesskab, som handler om at drille og udelukke andre – altså mobbe.

Alle er ofre

Udgangspunktet for både mobberen og mobbeofferet og alle dem, der ser på – tilskuerne – er det samme, nemlig frygten for at blive udelukket. Alle er ofre i et mobbemiljø. Alle bliver påvirket.

Derfor er det vigtigt, at de voksne – forældrene og lærerne – hele tiden er opmærksomme på, hvordan eleverne har det med hinanden og med det at gå i skole. Når mobningen foregår i skolen, er det især lærerne, som står med den store opgave, hele tiden at have øje for klassens trivsel. Og det er særligt vigtigt, at de lytter til eleverne og tager deres oplevelser alvorligt, sådan at eleverne føler tillid til, at de kan gå til deres lærere, når der er problemer.

Mobning handler ikke om enkeltpersoner, men om fællesskaber. Man kan ikke pege på enkeltpersoner og give dem skylden for mobning. Det en klasses dårlige sammenhold og negative hierarki, der er skyld i, at mobning kan opstå.

Langtidskonsekvenser

Skolemobning har meget alvorlige konsekvenser for mobbeofret. Når børn bliver udsat for mobning, bliver det svært for dem at følge med i undervisningen. De mobbede børn lever i en overlevelsestilstand stort set hele tiden, og de har derfor ikke meget overskud til at lære, være kreative eller være sociale med andre. De bruger deres energi på at være bange, fordi de venter på den næste situation, hvor de bliver udsat og udstillet.

Mobning kan ødelægge børns selvtillid og deres tro på egne evner. Det kan ødelægge deres lyst til at være i sociale sammenhænge med andre, fordi de mobbede børn hele tiden vil være på vagt overfor at blive mobbet.

Nationale helbredsundersøgelser viser, at både krop og psyke påvirkes af mobning. Børn, der mobbes, er f.eks. mere syge end andre børn, mere kede af det og bliver oftere deprimeret, de har ringere tiltro til sig selv og deres omgivelser.

Børn, der mobbes, risikerer at få ar for livet og udvikle bl.a. stress, depression, lavt selvværd, angst og selvskadende adfærd. Mobbeofre har også øget risiko for at være selvmordstruede eller begå selvmord.

Min egen erfaring

Jeg blev udsat for mobning i 5., 6. og 7. klasse på en anden steinerskole. I forhold til min egen historie kan jeg se, at mobningen ikke handlede om en mobber og et offer. Der var mange mobbere, som egentlig ikke havde så meget med hinanden at gøre, og der var ofre, som heller ikke havde så meget med hinanden at gøre. Der var en stor gruppe af tilskuere, som var opsplittet i grupper. Så man kan sige, at klassen var meget opsplittet og i virkeligheden slet ikke hang sammen i et klassefællesskab. Mobningen var blevet en normal adfærd, som ingen rigtig forholdt sig til.

Da jeg startede i den klasse, blev jeg blot et offer for en negativ klassekultur. Jeg kan se, at de voksne på skolen, opfattede mobning ud fra den »gamle« forståelse, nemlig den stærke mobber og det svage offer. Jeg blev sat overfor mobberen, og vi skulle sammen finde en løsning. Det løste ingenting, men gjorde bare det hele endnu værre. Så en forkert opfattelse af mobning kan faktisk forværre situationen.

Viden om mobning er enorm vigtig, hvis man vil gøre noget for at undgå eller stoppe den. Det er derfor mit ønske, at alle voksne, der skal arbejde med børn og unge, vil prioritere at sætte sig ind i mobningens væsen, så de på den måde kan håndtere mobning, hvis den opstår.

Mobning er nemlig børnenes problem, men de voksnes ansvar!

Mobning eller drilleri

Mobning – handler om at udelukke andre fra fælleskabet.Nogle er inde, mens andre er ude.

Drilleri – er en måde at kommunikere på, som signalerer »du er med«

Drilleri – bruges, når man oplever, at noget er sjovt, eller hvis man har behov for at kommentere eller irettesætte hinanden uden at blive uvenner.

Drilleri – er ofte spontant og tilfældigt. Drilleri kan føre over i mobning.

Mobningens roller:

Mobber:

  • Stærk mobber – personen virker overlegen og ligeglad (ofte person med dårlig indlevelsesevne).
  • Svag mobber – ofte person under pres fra skolen, familien, venner, sig selv.

Mobbeoffer:

  • Dem, der kæmper imod.
  • Dem, der forsøger at gøre sig usynlig offeret kan ofte gøre sig selv ansvarlig ved f.eks. at sige, det er også fordi jeg er tyk, har forkert stemme, har forkert tøj etc.

Tilskuer:

  • Dem, der blander sig i mobningen
  • Dem, der ikke blander sig i mobningen
  • Frygter at blive offer for mobning
  • Ser ikke mobningen, fordi den er blevet en normal adfærd.

Ansvar

Skolemobning er de voksnes ansvar – især skolens ledelse og lærerne, som har ansvaret for at sætte rammer og skabe en kultur for eleverne, som understøtter et tillidsfuldt og trygt fællesskab.

Rammerne og kulturen skal understøtte, at det giver mening foreleverne at være i skolen, og at det er trygt og rart at komme i skole. Mobning er ikke børnenes ansvar.

Litteratur:

Bøger som jeg vil anbefale at få læst, hvis man vil forståmobningens væsen:

  • Mobbeland af Birk Christensen og Helle Rabøl Hansen
  • Mobning af Helle Rabøl Hansen
  • Mobningens psykologi af Eva Larsson (mere til at forstå de psykiske niveauer).

Mobning handler ikke om enkeltpersoner, men om fællesskaber.

Albert Nyholm Porse

19 år, HF-student 2020 fra Rudolf Steiner-skolen i Odense. Jeg blev udsat for mobning i 5., 6. og 7. klasse på en anden steinerskole. Det har haft konsekvenser for mig og mit skoleforløb, og det har fyldt meget i mit liv. Så meget, at jeg endte med at vælge skolemobning som mit emne for min årsopgave.

Formålet med opgaven var at beskrive, hvad skolemobning er, og hvad den gør – ikke at finde løsninger. Den har også handlet om at forstå de mekanismer og situationer, som jeg selv var igennem. »Hvorfor blev jeg et mobbeoffer« og »hvorfor var lærerne og skolen ikke i stand til at gøre noget ved det, når jeg og mine forældre bad om hjælp?« Forstår man mekanismerne, peger de på løsningerne.

Som en del af opgaven, har jeg undervist yngre klasser i mobning. Hvis man ønsker mere viden om mobning, tilbyder jeg at komme ud på skoler og holde foredrag, besøge de enkelte klasser og undervise og snakke med dem om mobning.

Kontakt mig gerne på: + 45 22 44 84 11 eller albertnp@live.com

Albert Nyholm Porse

HF-student 2020, Rudolf Steinerskolen i Odense.