Om det bevægende fortællestof i vuggestuen

Alle mine fingre små

Sunget fingerleg (Mel.: Oppe over skyerne …)

Alle mine fingre små

dyr i dag de være må,

tommeltotten tyk og rund

er vor gode schæferhund.

Pegefinger er vor hest,

det er den, der rider bedst,

langemanden er vor ko,

den si´r altid

muh-muh-muh

Harefar og haremor Fagte- eller fingerleg

Her er harefar,

han er sød og rar

her er haremor,

hun er blød og stor –

Men hvor er alle harer små?

Hoppe-ti-hop,

hoppe-ti-hop,

hoppe-ti-hop

Op ad bakken

uden snakken

Hoppe-ti-hop,

hoppe-ti-hop,

hoppe-ti-hop

Op ad bakken uden snakken

Og … borte!

Guldebrand er gedebuk,

synes selv, den er så smuk,

og den lille finger her,

er et lam så fint og kært.

Alle mine dyr løb! Hop!

løb nu hjemad i galop,

løb i stald til mus og kat,

for nu er det nemlig nat.

De tre små gedebukke

– en eventyrremse til bordspil eller kredsleg

Tre gedebukke små

til sætter skulle gå

trip-trip-trip

trap-trap-trap

tramp- tramp- tramp

Over elven blå

en bro de vandrer på

trip-trip-trip …

Under broen bor

trolden styg og stor

trip-trip-trip …

Trolden råber hov!

Hvem tramper på min bro?

trip-trip-trip

Bukken springer frem

sænker sine horn

trip-trip-trip …

Tjuhej og buldersmæk

og så er trolden væk

trip-trip-trip

trap-trap-trap

tramp- tramp- tramp

Trolden er væk … trolden er væk …

Når det rene vrøvl giver god mening

I børnehaven og vuggestuen Tusindfryd synges og fortælles dagen igennem. Man kan altid, i et eller andet hjørne af huset eller haven, høre sang eller fortællinger, enten børn, der synger og fortæller for og med hinanden, eller voksne, der har samlet børnene til fælles sang eller eventyrfortælling.

Vi begynder den fælles dag med finger- og fagtelege omkring bordet, når børnene er ankommet. De er udhvilede, parate til at gribe ud efter dagen og har brug for noget, der samler. Kriterierne for materialet er, at det er enkelt. Det gælder også melodien, når vi synger, at det har mange gentagelser (omkvæd), en god rytme og en god stemning. Samtidig skal det kunne ud­føres med enkle fagter og bevægelser, som let kan efterlignes af børnene.

Når vi har sat os, er alle børn med på hver deres måde. Nogle hamrer håndfladerne i bordet, andre tripper forsigtigt med fingerspidserne. Både latter og begejstring er vigtig. Efter et par lege med mange gentagelser mærker man, at børnene er mættede og vil videre med dagen. Så er der også gået tyve gode minutter.

Senere på dagen, efter frokostmåltidet, nogle gange før, eller bare når ideen opstår spontant blandt børnene, indbydes til sangleg. De yngste børn er begejstrede for at gentage de samme sange nærmest året rundt. Derfor giver det god mening at bruge det samme stof over lange perioder. Variationerne kan bestå i at betone forskellige bevægelser, ændre i rytmen eller lignende.

Harefar, Alle mine fingre og Tre gedebukke er nogle af de remser og sange, vi bruger med de mindste børn. Vi sætter bevægelser til, der passer til børnenes alder, dagens stemning i kredsen, osv. Det vigtige er, at grundstemningen er glad og kærlig, at bevægelserne er så fint formede, som vi nu kan præstere, at rimene har gode rytmer og klange. Bevægelserne skal være enkle og tydelige og så at sige “illustrere” teksten. De hjælper børnene til at tage ejerskab af fingerlegen, sangen eller remsen. De mindste børn er først ved at udvikle evnen til at forestille sig noget, som ikke er der, derfor er gestik og korte bordspil med figurer så velegnede i vuggestuen.

Når vi oplever og anerkender børnenes umiddelbare glæde ved rim og remser, dans og sang og egentlige eventyrfortællinger, får vi det indtryk, at disse elementer i dagligdagen er lige så vigtige for trivsel og udviklingslyst i den tidlige barndom som al anden omsorg og pleje, som vi praktiserer omkring børnene.

Børnenes udfoldelser er ikke blot et meningsløst omend tilsyneladende festligt tidsfordriv, der skaber glade børn og små sociale perler. I dag er det anerkendt, at fingerlege, sanglege og til syneladende meningsløse rim og remser, bevægelser ledsaget af sprog, er højst motiverende for udvikling af sprogkompetencer og sprog­tilegnelse generelt. En del af de samtaler, vi her i huset har omkring fingerleg, håndfortællinger og sang, relaterer til dette synspunkt – at motivere børnene til sprogtilegnelse.

Men, der er endnu et aspekt: Rudolf Steiner pegede tidligt på, at sanglege, æstetiske klange og rim og rytmer også har en mere omfattende indflydelse på barnets udvikling end den, der alene vedrører sprogudvikling. I bogen “Barnets opdragelse fra åndsvidenskabens synspunkt”, understreges det, at “man ikke burde undervurdere den organdannende kraft, som ligger i f.eks. dansende bevægelser eller musikalske rytmer.”1

Man ser det for sig: Billeder af farverige, levende organlandskaber, skønne former og komplicerede mønstre og sammenhænge. På et musikalsk baggrundstæppe af barnets egen dans og sang og bevægelse finder organerne livskraft nok til at danne harmoniske former, mens barnet aktivt efterligner vores sang og bevægelser.

Barnets organer skal ikke blot vokse, men hvert organ skal også finde sin egen harmoniske form, sine egne retninger og tendenser. Her er vores kerneopgave i barnets første 7 år: Vi skal være i stand til at facilitere de organiske processer, der går for sig i barnet. For nok er barnet kommet til verden med hele sit fysiske legeme, men det sætter straks fra første åndedrag og frem til 7-årsalderen og tandskiftet igang med en ny skabelsesproces i sin krop. Det er en proces, der har det mål at formgive og forvandle hele den fysiske substans, og her har bevægelse og rytme også betydning.

I både vuggestuen og børnehaven er vi voksne børnenes levende læreplan. Vi er deres forbilleder, som er tilgængelige og tydelige. Det er nøglen til at formidle og skabe et godt læringsmiljø. Bevægelsesleg med masser af sang er et nødvendigt element i dette miljø. Alligevel opfattes det ofte som et kontroversielt synspunkt, at de yngste børn slet ikke skal trænes i at sidde stille, se på og høre efter. De skal, hos de voksne, møde dén gestus, der stimulerer til alverdens dansende bevægelser og sprogklange, formidlet i skønne rytmer og rim, de skal stimuleres til at deltage aktivt og medindlevende på hver deres måde.

Vi gør meget ud af at formidle den pædagogiske samling omkring finger- og fagtelege og sangleg så attraktiv, at børnene af sig selv kommer kravlende, gående, hoppende eller løbende, når de ser og hører, at vi sætter i gang. Den tvangsfrie stemning og formidling er virkelig vigtig her, for at børnene ikke udvikler antipati mod dét, som er så velgørende for dem. I denne kontekst er det derfor passende at lade den danske digter Halfdan Rasmussen, der har skrevet utallige samlinger af herlige rim og remser til børn, få det sidste ord:

“Tving ikke, byd ikke, skænk dem former at spejle sig i…”.

1) Barnets oppdragelse fra åndsvidenskabens synspunkt, Vidarforlaget, Oslo 1969, side 24

Margot Freire

leder af vuggestue og børnehave Tusindfryd i Valby, København