Af Marike Pae og Dorte Watt Børnehaveklasselærere Rudolf Steiner Skolen i Odense.
Rundt om bordet sidder ti børn bænket. Alle har røde forklæder på. Foran hver enkelt ligger det fugtede papir på maleplader, og mellem børnene står maling og vandglas parat. Der bliver helt stille, og så lyder den voksnes stemme: Glæden over den skønne harmoni mellem Gul og Blå var især for
Blå så stor, at den efter nogen tid måtte spørge: »Det er så smukt at være hos dig. Jeg vil helst se dig fra alle sider og omhylle dig og beskytte dig med min store blå kappe. – Må jeg ikke nok?« Den gule tøvede, for den frygtede for sin stråleglans, men tillod det dog til sidst – og se! Som en lysende sol på den
blå himmel!«
For et par år siden, da vi overtog børnehaveklassen, havde vi mange snakke om, hvordan vi skulle udforme maleundervisningen. Vi var enige om, at der skulle males med et mindre hold børn ad gangen (der er ca. 30 børn i klassen), så det blev muligt at lære dem alt det praktiske omkring malesituationen i ro og mag. Selve malingen skulle opøve det håndværksmæssige, så pensel og farver kunne mestres, men mest af alt skulle det give børnene en indre oplevelse af farverne og den stemning, de kan skabe. Der skulle males vådt-i-vådt. Billederne skulle være non-figurative, og børnene skulle male med få farver ad gangen.
Hvert barn får nu en pensel, som først må dyppes i vandet, og dernæst i den blå farve. Koncentrationen er stor, når det blå må brede sig ind fra kanterne og efterlade et hul til den gule. Så skal pensler og vandglas skylles, og dernæst kan den gule få lov at boltre sig, der hvor papiret endnu er hvidt. Meget omhyggeligt må den gule netop nå det blå, men uden at blande sig.
Håndværk og sjælelige kvaliteter
Gennem en kollega blev vi opmærksomme på et maleeventyr, hvor netop farvernes sjælekvaliteter bliver udfoldet. Ud fra eventyret tilrettelagde vi så maleundervisningen. Onsdag kommer børnene nu på skift ind at male med en voksen, mens den anden voksne er i skolegården med de resterende børn. Børnene bliver meget optaget af eventyret – af hvad der nu skal ske med farverne.
Praktisk og social øvelse
Der er mange praktiske ting i maleundervisningen, og det blev derfor også vigtigt at lave gode rutiner omkring det at stille op til maling – at hjælpe hinanden med at binde forklæderne, at hente sin maleplade i skabet og stå i kø for at få det fugtede papir på. To og to deler børnene farver og vandglas, og det betyder også, at man må vente på sin makker, før man kan gå videre med den næste farve. Det er vigtigt, at alle børn får tid og ro til at male i sit eget tempo. Nogle få gange har det betydet, at et barn er blevet siddende efter at de andre er gået ud, men som regel er det lykkedes at vente på hinanden. Når maleriet er færdigt, og den voksne har skrevet navn i det nederste hjørne, så skal billedet forsigtigt bæres ud i maleskabet, hvor det kan tørre. Her må man passe på ikke at vippe billedet, samtidig med, at man tager hensyn til de andre børn, som er på vej frem og tilbage – en meget social øvelse for det 6-årige barn.
Maleeventyret kommer også med hjem
Maleeventyret er fordelt over ca. 15 gange i løbet af året. Indimellem har vi brug for at male eller tegne andre ting til brug til forskellige årstidsfester, så det passer fint at brede eventyret ud over hele året. Den sidste gang inden sommerferien får børnene for første gang tre farver på en gang, og maler helt frit en forside til eventyret. Billederne bliver derefter bundet sammen i en stor bog, med forside og med eventyret skrevet ind, så børnene kan genopleve det med forældrene derhjemme.
Magiske stunder
De små stunder, hvor der bliver fuldstændig ro i rummet, mens der males, og det enkelte barn fordyber sig i farven, er magiske. Man mærker, hvordan børnene spejler sig i den rolige, eftertænksomme blå, som mærker længslen efter noget mere, og hvordan stemningen er en anden, når den forsigtige, men nysgerrige, lette og livlige gule i første omgang har nok i sig selv, men alligevel må sande, at det går bedre, når man forbinder sig med andre. Tyngde og lethed, glæde og alvor, at være i sig selv og at søge ud, spændingsfeltet i mødet bliver udforsket og efterprøvet efterhånden som eventyret skrider frem. De børn, som i starten af året kan være lidt bange for det hvide papir, bliver bedre i stand til at komme i gang, og bliver mere sikre på sig selv. I malestunden skal de ikke præstere noget – for nogle børn er det at skulle tegne eller male noget der ligner, eller noget de selv skal finde på, en kilde til præstationsangst, men i maling kan alle være med, og hurtigt bliver børnene i stand til at nyde processen og ikke være så optaget af resultatet.
I løbet af året prøver vi forskellige ting af. Nogle gange maler den voksne for, andre gange har vi en lille snak om, hvordan billedet skal blive til. Det er en proces, som hele tiden udvikler sig. Når der males for, bliver der god plads til efterligning, men malestunden kan blive for lang, så koncentrationen går fløjten. Som al anden undervisning er det en levende proces, hvor vi prøver af og mærker efter, og tilpasser indholdet efter børnegruppen.
Vi er meget taknemmelige for at have fundet maleeventyret – eller for at maleeventyret har fundet os. Det har givet god inspiration til vores maletimer. Som mange andre gode ideer, så vidste vi ikke helt, hvor det stammede fra, men i arbejdet med denne artikel har vi søgt efter dets oprindelse. Det viser sig at være en tysk tekst, som en tidligere kollega har oversat, og som så er gået fra hånd til hånd blandt lærerne. De gode ideer skal man nemlig huske at dele rundhåndet ud af.
NB! I finder maleeventyret under artiklen og billederne – ikke trykt i tidsskriftet.
Meget omhyggeligt må den gule netop nå det blå, men uden at blande sig.
To og to deler børnene farver og vandglas, og det betyder også, at man må vente på sin makker, før man kan gå videre med den næste farve.
En farverig fortælling
Der var engang en smuk Blå, som levede et fromt og beskedent liv, men som var bedrøvet over at være så ganske alene. Hvor ville den gerne have haft en ven, som den kunne skænke sin kærlighed, men den kendte ingen.
En dag drog den ud i verden for at finde en ven. Som den gik dér så ensom, fik den pludselig øje på et tindrende lys i det fjerne. Lyset var så strålende, at den Blå måtte lukke sine øjne. Den spurgte sig selv: ”Hvordan er det muligt, at der findes noget så lysende i Verden? Jeg har altid troet, at alting var blåt!”
Den prøvede igen at åbne øjnene, men lysstrålerne var så kraftige, at det varede længe, før den havde vænnet sig til det. Endelig tog den mod til sig og kaldte, forsigtigt for ikke at skræmme lyset:
”Kom her hen til mig, jeg vil så gerne have, at vi kan være venner!”
Lyset tænkte: ”Derhenne kommer der noget farligt, noget mørkt! Jeg må passe på mit rene lys ikke bliver formørket.” Den råbte højt tilbage: ”Holdt, rør mig ikke! Jeg er så ren og klar, du kunne komme til at snavse mig til!”
”Men jeg vil ikke snavse dig til. Jeg leder bare efter en ven, og jeg havde håbet, at det var dig, jeg søgte!”
”Jeg har ikke brug for nogen ven,” svarede Lyset, ”min lyse glans er så skøn, at den på ingen måde kan blive skønnere.”
”Tja, og dog …”, sagde den Blå, ”jeg kunne forestille mig, at dit lys ville skinne endnu klarere, hvis det kom nær ved min blå kappe. Lad mig nu engang forsøge!”
”Og hvad så, hvis du alligevel griser mig til?”
”Jeg vil nærme mig ganske forsigtigt og gøre mig så let og sart, at der bestemt ikke kan ske noget.”
Den Blå gik nu ganske langsomt hen mod lyset, og for hvert skridt vaskede den sin blå kappe, og da den var lys nok, råbte den: ”Kom nu hen til mig, jeg venter på dig her!”
Da sænkede den Gule sig ned fra oven ganske forsigtigt, og da den med det yderste af sit lys berørte den lyse Blå, råbte den glædestrålende: ”Minsandten! Du har ret! Nu er lyset endnu smukkere! Vi skal være venner!”
Og sådan gik det. De var begge meget opmærksomme på kun at berøre den anden og ikke trænge ind over hinanden, for sådan var deres venskab nu engang.
Glæden over den skønne harmoni var for især Blå så stor, at den efter nogen tid måtte spørge: ”Det er så smukt at være hos dig. Jeg vil allerhelst se dig fra alle sider og omhylle dig og beskytte dig med min store blå kappe. Må jeg ikke nok?”
Den Gule tøvede, for den frygtede igen for sin stråleglans, men tillod det dog til sidst. Og se! Som en lysende sol på den blå himmel!
En uge senere sagde den Gule: ”Nu har jeg ladet dig se og omhylle mig fra alle sider. Nu vil jeg også gerne have lov til at belyse dig fra alle sider. Men først må du gøre dig lidt mindre og trække alt dit mørkeste sammen i det inderste.”
Den Blå trak sig sådan sammen, at det yderste af dens blå kappe blev så lys og let, at den lysende Gule forsigtigt kunne berøre den fra alle sider.
I løbet af den næste uge, skete der imidlertid noget ulykkeligt for vores kære Blå. Da den Gule havde befriet sig fra den Blås omfavnelse og således fornemmet det store verdensrum om sig, fik den lyst til at flyve ud og væk derfra, og lod således den stakkels Blå alene tilbage.
Langt omkring i den vide Verden fløj den, lykkelig over sin ubundne frihed, og den glemte hurtigt den Blå. En dag fik den fra sin høje himmelflugt øje på noget underligt, som blussede op nedefra. Det havde den aldrig før set mage til. Højere og højere bølgede og brusede det i vejret og udbredte et glødede skær.
”Hvem er du?” råbte den Gule ned.
”Jeg er den ildfulde Røde (Zinnober), og jeg når dig snart, for jeg vil op til dig!” “Langsomt! – Forsigtigt!” ville den Gule sige, men den Røde var der allerede og kastede så voldsomme bølger opad, at dens fingerspidser lige netop rørte ved den Gule.
”Holdt!” råbte den Gule forskrækket, men det var for sent, den Røde greb allerede ind i den Gule. Men så skete der et mirakel: Dens fingerspidser havde kun lige berørt den gule – de blev forgyldt.
Forbløffet standsede den Røde, og også den Gule måbede af forbavselse: Overalt hvor de berørte hinanden, opstod en gylden kant, som var så smuk, at selv den Gule, som ellers var meget vred over den Rødes voldsomme opførsel, måtte juble af fryd.
Efter oplevelsen med de forgyldte fingerspidser blev den ildfulde Røde så overmodig, at den slet ikke kunne lade være med at danse. Den råbte til den Gule: ”Bred dit lystæppe ud for mig – Jeg må danse – danse- danse …!”
Det blev en fest! Da Gul havde bredt sit tæppe ud overalt, begyndte de store og små røde dansere at springe her og dér og alle vegne – overalt hvor deres dansefødder berørte lystæppet, fik de gyldne sko. Til sidst fik også den lysende Gule lyst til at danse og råbte til de dansende: ”Må jeg også danse? Det må være vidunderligt!”
Så muntert gik det for sig, at den Gule slet ikke længere tænkte på sin Blå ven, som jo ventede på den. Da den Gule ikke vendte tilbage, sagde den Blå til sig selv: ”Jeg vil drage afsted og besøge min ensomme bror. Måske kan han hjælpe mig.”
Det var køligt dernede, hvor den Blå bror (Preussisk) med lange, store, brede bølger talte med sig selv. Da den varmere Blå (Ultramarin) nærmede sig, råbte den nedefra: ”Hvem kommer og forstyrrer mig her i min ensomhed?”
”Det er mig, din bror. Jeg havde fundet en ven, men han har forladt mig. Kan du trøste mig?”
”Kom du herhen. Jeg har også noget at fortælle dig.”
Da den varme Blå havde fortalt om sin oplevelse med den lysende Gule, begyndte den kølige Blå at tale: ”Du vækker et længe næret dybfølt håb til live i mig, om at en gammel drøm måske alligevel kan gå i opfyldelse. Jeg har nemlig adskillige gange drømt, at jeg en dag vil vågne op af min kølige, vuggende søvn og gennem lysets kraft blive forvandlet. Jeg vil drage ud og søge efter dette lys. Måske vil det løse mig af min ensomhed. Pas på mit rige imens.”
Efter en lang vandring fik den Blå øje på et lysende skær og råbte: ”Er du den stråleglans, som min bror har fortalt mig om? Kom herhen til mig og forløs mig! Det er bestemt, at jeg skal blive forvandlet gennem dig.”
Den gule sænkede sig med al kraft ned i den kølige Blå og fortryllede den til en levende, mangfoldigt nuanceret og bevægende grøn.
Den muntre Røde dansede imidlertid stadig gennem verden, og da den Gule var gået fra den for omsider at opsøge sin gamle Blå ven, spurgte den sig selv, på hvis tæppe den mon nu skulle danse. Så kom den i tanke om sin ældre, alvorlige søster (Karmin). Mon hun ville tillade, at man dansede på hendes højtidelige skarlagensrød? Men søsteren modsatte sig:
”På mit fornemme tæppe må der kun tages værdige skridt. Det er bestemt for konger. Dine små lysende danselopper vil jeg ikke nyde noget af i min nærhed. Er der ikke nogle større, ældre, mere voksne damer i din danseflok, som kan skride værdigt frem? Men der må ikke være flere end tre.”
Så trådte de tre værdigste Røde dansere frem og skridtede over det skarlagenrøde tæppe, skønt de ikke just følte sig veltilpas ved det. Siden har de to Røde søstre en vis tilbageholdenhed og ængstelighed for at træde hinanden for nær, for værdig ro og danselyst kommer ikke så godt ud af det med hinanden.
Den dybe skarlagenrøde vandrede værdigt videre efter sit møde med sin lystige søster. Nu trængte den til fred og ro og opsøgte den varme Blå. Overalt hvor den kom frem, bredte dens skarlagensrøde kappe sig ud, ja vidt omkring anede man dens røde skær. Nu så dén den Blå komme. Blå gled den Røde i møde og dækkede den med sin fine gennemskinnelige kappe og en himmelsk glans opstod. Så smuk og værdig havde den Røde aldrig følt sig før.
Således gik det til at farverne lidt efter lidt mødte hinanden og langsomt lærte hinanden at kende.