Strikkepinde og børn med røde kinder -

Inde i det store bjerg ligger der en lille dværg. Ole går hen til bedstemor, og i skuffen, der næsten ikke er til at få op, finder Ole bedstemors gamle strikkepinde. I det samme banker skolesekretæren Irene på døren med en vigtig pakke til første klasse. Den kommer fra gamle Karl-Erik og Hjalmar oppe i Sverige. Kirsten Brincker, klassens håndarbejdslærer, beder Irene om straks at lukke pakken op. Nede i æsken ligger der 28 par af de fineste bøgepinde. Kirsten kender Karl-Erik og Hjalmar og deres bøgetræ og ved, hvordan man laver pindene til strikkepinde, som dem Oles bedstemor havde i skuffen. Alle børn får et stykke sandpapir, og et koncentreret arbejde går i gang. I denne uge laver første klasse på Steinerskolen i Kvistgård strikkepinde, i næste uge kommer deres fadderklasse, 5. klasse, og tager dem i mesterlære – så er strikningen i gang.

Billeder er vigtige for processen. Kirsten Brincker fortæller, hvorledes hun altid tager børnene med på en rejse i billeder inden håndarbejdet begynder. Det er vigtigt, at børnene ad denne vej forbinder sig med opgaven. Ved at skabe et rum omkring det, børnene skal i gang med – dværgen i bjerget, Ole, hans bedstemor og hendes strikkepinde, bøgetræet i Sverige – forbinder eleverne sig med den opgave, de står overfor. De oplever, at de står overfor et betydningsfuldt arbejde, de har et inderligt ønske om at udføre det og deres vilje vækkes. Det er denne oplevelse af, at de kan sætte deres vilje ind og gennemføre en opgave, der måske kan synes uoverskuelig i starten, der er det centrale i håndarbejdsundervisningen.

Vilje, glæde og livskraft

Der er i udøvelsen af denne viljeskraft også spiren til en enorm glæde og livskraft. Håndarbejdstimerne er præget af børn med blussende røde kinder. Når det bliver svært hjælper billedet af dværgen i bjerget og bøgetræet, og eleverne mærker, hvordan det virkelig føles at udføre en opgave, fordi man vil den. Dermed tager børnene noget med videre i livet, som de her i første klasse slet ikke er bevidste om, nemlig at de både modtager indtryk fra omverdenen – pindene er hårde og glatte, ulden er blød og lang – de forbinder sig med materialet og oplever, hvordan de selv kan indvirke på omverdenen; her i første klasse ved at lære at strikke.

Selvtillid og mod

Det er helt forskelligt, hvordan børnene griber denne konfrontation med omverdenen, de mærker deres egne begrænsninger, og de oplever, hvordan de med brug af deres viljeskræfter bliver sikre, får selvtillid og mod på andre opgaver – de oplever, hvordan de, fordi de vil det, tilegner sig en færdighed.

Sommerfuglevinger og forbindelsen mellem hoved og hånd

Her i første klasse, hvor de fine bøgepinde fra Karl-Erik og Hjalmars bøgetræ nu er blevet fordelt, og hver elev har fået et stykke sandpapir, så pindene kan blive så bløde som sommerfuglevinger, viser elevernes individuelle styrker og udfordringer sig.

En af drengene kaster sig med stor iver over arbejdet, sliber ihærdigt den ene ende af pinden. Der virkelig bliver som en sommerfuglevinge. Men se, den er jo stadig helt ru i den anden ende, han må forholde sig til hele pinden, til at arbejdet helt bogstaveligt kan være langstrakt, han må bruge hele hånden og dreje den og sandpapiret samtidig. Han må være opmærksom på hele pinden. Hoved og hænder arbejder sammen, og han oplever, hvordan han må koncentrere sig om selve arbejdsprocessen.

En af pigerne arbejder på hele pinden, hun er helt forsvundet ind i den rytme slibeprocessen er. Hendes første pind er færdig, før hun aner det. Hov! Det er nærværet og bevidstheden om den opgave hun er i gang med, hun er ved at lære.

Hænder der samarbejder

Kirsten Brincker fortæller, at dette er observationer klassens lærere gør brug af, når det enkelte barns udvikling tages under lup. Klasselærerens, eurytmistens og håndarbejdslærerens iagttagelser giver tilsammen et godt billede af den enkelte elev.

Når klassen begynder at strikke bliver det tydeligt, at det er sværere for nogle elever end for andre at få helt hold på finmotorikken. Begge hænder skal være i gang samtidig, de skal samarbejde, men ikke gøre det samme: den ene hånd skal holde styr både på pinden og den rette trådspænding på garnet, den anden skal danne den nye maske. Ingen af maskerne må falde af og alle skal strikkes. Det er svært, men samtidig en fælles sejr og en harmonisk og fortløbende proces, der passer godt til første klasse. Hele klassen strikker firkanter, der bliver til en hel flok af dværge; bagefter kommer dukkerne.

De første egne design

Når første klasse om et par år bliver til tredje klasse, er de i fuld gang med at opdage sig selv, og så skal de strikke igen. Nu er det en hue på rundpind. De skal selv designe huen: spids eller let rundet, ildfarver eller snarere som havet og hvilke mønstre skal de kaste sig ud i? Der er godt nok kun en enkelt rund pind at holde styr på, men de skal sørge for at strikke fra den rigtige side af strikketøjet, de skal tælle masker i mønstret, holde styr på flere garner på en gang, tage ind og lægge mærke til, når omgangen slutter. Det kræver stor opmærksomhed både på system og på rytme.

I femte klasse er det uldsokker i plantefarvet garn, der sørger for udfordring og den indre varme. Maskerne skal være korrekt fordelt, hælen skal formes, mønsteromgangene passes – og de to sokker skal også ende med at være ens og passe lige præcist til elevens egne fødder.

Sansernes øverum

Hvor de teoretiske fag med det samme øver indflydelse på eleverne, de skal lytte, de skal skrive, de skal omsætte et stof, så får eleverne i håndarbejdstimerne tid til at forme deres eget rum. Børnene er ofte vant til, at alt foregår efter at være blevet talt igennem, det skal være logisk, og meget ordnes og erfares via skærm eller maskiner – for eksempel i køkkenet. For mange er håndarbejdstimerne et værdifuldt øverum, hvor sanserne stimuleres gennem hænderne, og hvor former og farver pludselig får konkret betydning og må undersøges. Det enkelte barn finder sin egen vilje og tager disse erfaringer med tilbage til arbejdet med de teoretiske fag.