Uddannelse er kraften bag forandring og udvikling -

Vores skoler, vores tanker om opdragelse og uddannelse har en lang historie bag sig. Ved at studere denne historie, indser man hurtigt, hvor tæt en forbindelse der er mellem tankerne om, hvad et menneske er, og hvordan et barn burde opdrages og uddannes. Når skolen og dens fremtid drøftes, er det derfor uundgåeligt at undersøge de forskellige holdninger til, hvad et menneske er samt til selve formålet med livet.

Ordet »pædagogik« stammer fra det oldgræske paidagogos, som var betegnelsen for den slave, der ledsagede barnet til undervisning og sørgede for, at barnet lærte at opføre sig ordentligt. Det var også i det antikke Grækenland, at man med filosofien begyndte at gøre sig tanker om, hvad god opdragelse var. Dengang var landet organiseret i bystater, der hver blev ledet af frie mænd, og det højeste, man kunne opnå indenfor samfundet, var at varetage politiske, militære eller administrative opgaver på byens vegne. Derfor var formålet med opdragelse at danne mennesker, der kunne fungere som dydige borgere, altså en formålsbestemt pædagogik.

Fra synd til åndsfrihed

Efter den græske og romerske storhedstid vandt kristendommen indpas i historien. Mennesket blev opfattet som skabt af Gud, og det var derfor en synd at prøve at forme barnet efter menneskelige idealer. Nu havde opdragelse ikke længere til formål at forme gode borgere, men i stedet at forberede barnet på at kunne tage plads i det hellige fællesskab. For at blive en del af fællesskabet skulle barnet lære ydmyghed og næstekærlighed. En streng opdragelse af barnet var i særdeleshed nødvendig. Ifølge Augustin fordi arvesynden gjorde, at barnet blev født ufuldkomment og fuld af synd. Idealet for opdragelse var derfor ikke længere at blive et selvstændigt ræsonnerende menneske, men i stedet et troende menneske, hævet over den medfødte synd.

Med renæssancen kom en reformation indenfor kirken. Martin Luther mente, at barnets opdragelse var vigtigt kristent anliggende, for vigtigt til at man kun kunne overlade det til forældre at opdrage deres børn. Han skrev derfor til forskellige byherrer og redegjorde for en ny idé om et uddannelsessystem, der skulle have både et religiøst og et verdsligt formål. Denne lære om de to regimenter, den åndelige og den verdslige, gav anledning til en ny tanke i idéhistorien, nemlig ideen om at mennesket er i besiddelse af et åndeligt frirum, som statsmagten ikke skulle blande sig i. Barnet skulle have en åndelig opdragelse såvel som en verdslig. Disse nye tanker om mennesket, og især betoningen af åndsfrihed, blev med tiden transformeret og udviklet til tanker om demokrati og almene menneske rettigheder.

Barndommens visdom

Synet på mennesket forandrede sig radikalt i 1700-tallet. Med den blomstrende tiltro til naturvidenskaben og rationalismen, fulgte også en ny opfattelse af, hvad et menneske er, og hvorledes det skulle dannes. Det var især John Locke, der revolutionerede tidens syn på barnet. Locke gjorde op med den augustinske arvesynd, og argumenterede i stedet for, at menneskets erkendelse og viden alene kommer fra individuelle erfaringer og sanseindtryk. Barnet er derfor som en tabula rasa, en blank tavle, der bliver skrevet på igennem opdragelsen. Og målet for denne opdragelse var at skabe et selvbehersket og dydigt individ ved at give barnet nogle gode vaner. Lockes rationalistiske syn på mennesket vandt mange tilhængere i oplysningstiden, men samtidig skete der også en kopernikansk vending i pædagogikkens idéhistorie. Årsagen var Jean-Jacques Rousseau, der med sin bog Emilie vendte Lockes tænkning på hovedet. I stedet for at det var den voksnes rationalitet, der var målet, satte Rousseau i stedet barnet i centrum. Barndommen var noget naturligt, noget særligt, som de voksne havde glemt, og det var de voksne, der skulle lære fra barnets visdom. Barnet har en iboende naturlighed, som opdragelsen og uddannelse skulle udvikle for at skabe et naturligt og harmonisk menneske. Det var ikke nødvendigt at opdrage et barn til at indgå i de voksnes verden, hvis man dannede sunde og harmoniske børn, så ville de af egne kræfter kunne indgå som en god borger i samfundet.

Pædagogikken som fag

En ny pædagogisk epoke så sin begyndelse i den vestlige verden efter de to store revolutioner i 1776 og 1789. Efter begge revolutioner fulgte erklæringer, der tilskrev alle mennesker umistelige naturlige rettigheder og nye begreber om et samfund uden konge eller fyrste, men som i stedet var baseret på frihed, lighed og broderskab. Opdragelse og pædagogik blev til selvstændige fag og kunne ikke længere bestemmes af ydre instanser, som fx stat og kirke. For første gang i historien blev bestemmelsen af mennesket grundlaget for bestemmelsen af opdragelse og uddannelse. Pædagogikken blev et selvstændigt studie, et studie af mennesket.

Fra romantik til reformpædagogik

Med romantikken kom den naturalistiske vending indenfor pædagogikken. Mennesket blev i højere grad opfattet som et naturvæsen, underlagt de samme love som den øvrige natur. Herbert Spencer blev fortaler for en markant formålsrettet opfattelse af mennesket. Ligesom Darwins udviklingstanke, har mennesket et iboende udviklingsinstinkt. Livet er en kamp for overlevelse. Barnet skal derfor gennem opdragelse rustes til kampen om tilværelsen, og dette gøres bedst ved at udvikle barnets naturlige anlæg. Den udviklingstanke, der blev en del af bestemmelsen af mennesket er blevet ført videre af den reformpædagogik, der har spredt sig i Europa efter de to verdenskrige. Mennesket udvikler sig naturligt, og det er uddannelsens formål at støtte og uliggøre den udvikling, og ikke komme til at bremse den ved at barnet lider overlast på den ene eller anden måde. Hvordan denne udvikling understøttes bedst, er der mange bud på i skolerne i dag.

Rudolf Steiners menneskesyn

I denne historiske strøm finder vi Rudolf Steiners forståelse af mennesket. Og ud fra hans menneskeforståelse, antroposofien, åbnede den første Waldorf-skole for 100 år siden. En skole med sin egen forståelse af, hvad et menneske er, og hvorledes barnet bedst opdrages til en fremtid, der er under konstant udvikling.

En skole, eller anden pædagogisk institution, er ikke bare en skole. Den er et udtryk for en livsholdning, en opfattelse af, hvad det vil sige at være menneske i en given tid. Derfor er det heller ikke muligt at sige, hvad opdragelse og uddannelse er om 100 år, men det er vigtigt, at pædagogikken hele tiden stiller spørgsmålet: hvad er et menneske?

Spørgsmålet er, hvis en skole er et udtryk for tidens menneskesyn, og dette er lige så foranderligt som mennesker selv, hvad har steinerpædagogikken så er byde på her 100 år efter? Og hvad er det den kan, der kan ruste børn til en fremtid, som vi ikke kender? De næste 100 år?

Et spadestik dybere

Rudolf Steiner delte i høj grad romantikkens betoning af, at opdragelse og uddannelse af barnet skal være baseret på barnets natur, som er væsentlig forskellig fra de voksnes. Men også at uddannelse skal være kraften bag samfunds forandring og udvikling. I disse henseender lå Steiners pædagogiske tanker tæt op af progressivisme og reformpædagogik. Men Steiner var kritisk overfor reformpædagogikken. Han mente, at den ikke indbefattede en dybere forståelse for menneskets natur og barnets udvikling. Der manglede at blive taget højde for den spirituelle side af mennesket og denne er uomgængelige, når der skal tales om dannelse og uddannelse, for det er den, der er tidsløs. Overfladisk ligner steinerskolerne i høj grad andre reformskoler, men der er alligevel noget unikt, hvis man tager et spadestik dybere.

Steinerpædagogikken er baseret på et antroposofisk menneskesyn, som indeholder mange tanker fra idehistorien. Men det, der overordnet gør pædagogikken særegen er dens fokus på at frigøre den iboende spirituelle kraft, som barnet kommer til verden med. En kraft, der tilstræber frihed.

Uddannelse handler ifølge Steiner ikke om at fylde nutidens viden på børn, eller danne dem efter de normer, der gør sig gældende i samfundet på nuværende tidspunkt. I stedet skal dannelse og uddannelse handle om at have lyst til at erfare verden, at være nysgerrig på alt omkring en. Derfor stopper uddannelse og dannelse heller ikke med skolen. Vi er ikke færdige mennesker i en alder af 25, men skolen skal have givet os en lyst og en vilje til at danne og udvikle os selv igennem hele livet.

Mål om nysgerrighed og frihed

Steinerskolernes mål er at danne frie unge mennesker, således at de kan indgå i verden og være kreative og innovative i forhold til de omstændigheder, de møder gennem livet. Det vigtigste redskab, de får med gennem mødet med de mange praktiske fag som håndværk, musik, kunst osv. er viljen til at kunne handle på de ideer, de brænder for. Friheden, som opstår af ikke at have specialiseret sig i en for tidlig alder, men i stedet at have mødt en bred vifte af fag, giver uundværlige nøgler med til livets mange døre og muligheder, og ikke mindst en lyst og en nysgerrighed på verden, samt på at se sig selv som en del af den, således at ønsket om at gøre kloden til et bedre sted for alle er en naturlig følelse, uden at det derfor betyder, at man mister sig selv til tidens tendenser.

I de mange internationale undersøgelser, der har sammenlignet, hvordan elever fra steinerskolerne har klaret sig i forhold til elever fra offentlige skoler, er der ét resultat, der går igen. Disse unge mennesker har et lidt lavere forråd af specialiseret fakta og videnskabelige forklaringer, men udviser til gengæld en større interesse for verden og et større socialt engagement end mange af deres jævnaldrende. Hvis vi skal vælge en uddannelse, der giver de unge mennesker de bedste forudsætninger for at klare sig i en verden, vi endnu ikke kender, så er frihed, nysgerrighed og socialt engagement gode forudsætninger, der ruster de unge mennesker til de næste 100 år.

Kilder:

Pædagogikkens idehistorie; Ove Korsgaard, Jens Erik Kristensen og Hans Siggaard Jensen; Aarhus Universitetsforlag, 2018.

Rudolf Steiner – The Relevance of Waldorf Education; Bo Dahlin. Springer Briefs in Education; 2017.

Med Gutenbergs trykpresse ændrede hele uddannelses situationen sig i Europa. I løbet af meget kort tid, var det muligt at producere og distribuere bøger, flyveblade, pjecer osv., hvilket gjorde at viden var lettere tilgængeligt for den almene borger.

Jean-Jacques Rousseau skrev sin roman: Emilie eller om opdragelsen i 1762. Den blev banebryder for en ny pædagogik, der satte barnet i centrum som et selvstændigt væsen, der kunne formes og dannes gennem uddannelse og opdragelse.