Vi øver de mindste i at skabe indre billeder

Når vi i børnehaven fortæller for børnene og lader dem fortælle selv, udvikler vi deres sprog og lægger fundamentet for deres indre billeddannelse. Vi holder deres indre billedrum åbent for modtagelse, optagelse og forståelse. Dette rum fortæller lærerne i skolens første klasser ind i, når børnene skal lære at læse og skrive og skal sætte ord på deres oplevelser og det, 
de har lært. 

At kunne optage noget i sit indre i billeder skaber en samhørighed med andre mennesker, et tredje felt begge parter kan træde ind i, hvis man vel at mærke er øvet i det, for det er som en muskel, der skal trænes og holdes ved lige. 

Uglen og weekenden

Det er mandag formiddag, og alle børnene i familiegruppen er lige kommet tilbage fra weekend. Et par dage, som for nogle børn indeholder meget aktivitet og ydre stimuli, og nu er der dermed også behov for det modsatte, nemlig tid og ro til fordybelse og omsætning af de indtryk, der er blevet optaget.

Vi sidder i kredsen på det bløde tykke gulvtæppe, hvor alle 22 børn kan være side om side, tæt sammen. Der er blevet delt ’susannemad’ (formiddagsmad) ud, og der er en svag gumlen, men også en sitren og uro af behovet for at skulle fortælle om weekendens oplevelser og af kontakten med bedstevennen, man har været væk fra et par dage. Der er intet, der som en god historie kan få ro på en børneflok. 

Jeg lægger ud med – ”Ved I hvad, hindbærbørn?” – og har straks deres opmærksomhed – ”I går aftes, da jeg kørte hjem, da var det blevet mørkt, så mørkt at man ikke kunne se en hånd for sig. Og I ved jo godt, at der ude, hvor jeg bor, der langt ude på landet, er der marker så langt som øjet rækker til alle sider. Der kom jeg kørende ud ad den lille vej, der snor sig afsted mellem gårdene, og så drejer den lige henne forenden af det hvide hus med det røde tag, det med den store skorsten. Det eneste lys, jeg kunne se, var lyset fra månen og stjernerne, så jeg måtte også tænde lyset på min bil. Og da jeg kom forbi de mange hegnspæle, der står langs vejen, så jeg pludselig noget, der sad dér på den ene af pælene og blinkede med sine store runde øjne i mørket. Da jeg kiggede nærmere efter, så jeg, at det var en ganske særlig fugl, som man kun kan se om aftenen og natten, den var hvid om øjnene, og dens fjerdragt var brun, og lige da jeg kørte forbi spredte den sine store vinger og satte af og fløj ud i mørket, måske for at finde en mus?”

Alle børnene er helt stille og sidder og lytter, og jeg kan se i flere af børnenes øjne, at de ser billederne for sig, som jeg forsøger at skabe hos dem i deres indre. Hurtigt har nogle af de største børn fingeren i vejret og er ivrige efter at gætte – jeg vælger den største pige på 5 år, og hun gætter på, at det var en ugle, jeg havde set, hun gættede helt rigtigt, og så var samtalen i gang, og det gik på skift med at fortælle om weekendens oplevelser. En social øvelse i at lytte og holde sig tilbage, når andre fortæller, og at stå frem og dele ud af sig selv i et forum med mange mennesker, der lytter til en. Når jeg vælger at åbne rummet på denne måde, er det helt bevidst for at give børnene nogle billeder, de kan relatere sig til og selv fortælle ud fra. Jeg oplever, at de er ’sultne’ på dette område, og derfor meget modtagelige.

Eventyr, sprog og billeddannelse

Efter ’susannemad’ går vi ud og leger. Den frie leg i ca. 1,5 time giver dem et frirum til at om­sætte, hvad end de har brug for.

Når vi så kommer ind igen, spiser vi frokost, og derefter hører vi eventyr. Også eventyret forbereder børnehavebørnene til læsning. 

Lige her i januar er det Hans og de tolv måneder vi fortæller, da det eventyr, vi vælger at fortælle, er forbundet til årstiden og en eventuel højtid såsom f.eks. nytår. En højtid som de fleste børn har oplevet og kan relatere sig til. Igennem eventyret vil vi gerne billedeliggøre en oplevelse og årets gang i naturen. 

Vi skiftes til at være den, der fortæller. I dag er det min kollega, og når jeg sidder og lytter, kan jeg høre, at hun har gjort sig umage for at lære eventyret udenad, forbinde sig med det, inderliggøre det, så hun kan gøre det levende for børnene, igennem sin egen indlevelse i de billeder, hun skaber med sin fortælling. 

Den anstrengelse min kollega har gjort sig – og gør sig, når hun skal huske alle ordene i den rigtige rækkefølge – virker ud i rummet på os andre, der sidder og modtager og lytter, og det inspirerer både børn og voksne til at danne vores egne indre billeder. Når jeg kigger rundt på børnene, selv de mindste i børnegruppen, er de optaget, modtagelige og lyttende, når der bliver fortalt, og det er tydeligt at se, at de er i gang på det indre plan. 

Indre resonans

Det er ikke hvilke som helst eventyr, vi vælger at berige børnene med, det er folkeeventyr, 
der er gået fra mund til mund, og handler om mods­prøver, tab, frygt, tapperhed, medfølelse, udholdenhed, vedholdenhed, tålmodighed m.m. ­alt sammen sjælelige dyder, som vi alle indeholder og kan forbinde os med igennem hele livet. Så når vi nærer børnene med netop denne type eventyr, gør vi det for at give dem en mulighed for at møde sig selv på et dybere sjæleligt plan og dermed genkende disse kvaliteter for så at kunne udvikle dem igennem mødet med omverden og en indre resonans. 

Og hvad kan børnene bruge denne indre billeddannelse til i deres voksenliv?

I samarbejde med de andre fag i skolen er det kimen til den frie tænkning, ideverdenen og det at komme fra ide til handling igennem følelsen og fornemmelsen for, om noget skal blive til 
en handling, eller om det skal forblive en ide. Skelne­evnen er her en vigtig del.

Udover billeddannelsen er også sprogforståelsen med til at forberede læsningen. På hindbærstuen er 13 ud af 23 børn både to- og tre­sprog­ede, og særligt for dem er det vigtigt, at vi gør meget ud af udtale ordene tydeligt. Når vi har sanglege med diverse gebærder til, som viser bevægelser i handlingen, får alle børnene sproget ind gennem kroppen. Rim og remser er også en måde at lege med ord på, skabe sprogforståelse og skærpe deres evne til at skelne imellem, hvad der er volapyk, og hvad der er reel tale.

Tegning: Bente Klerke
Illustration til hendes bog: Bjørneeventyr, Forlaget Blue Pearl.

Esmeralda Stine Egebjærg

Pædagog i Rudolf Steiner Børnehuset Kirsebærgården, København.