Viden er på mange måder blevet en vigtig vare. Når vi skal argumentere for noget, som føles og opleves inderligt rigtigt, så hjælper det ikke at referere til denne oplevelse. Vi må i stedet finde argumenter, der bygger på videnskabeligt frembragt viden, hvis vi vil gøre os gældende i en bredere offentlighed.
Når det er nødvendigt, så er det fordi, vi stadig taler om videnskabeligt produceret viden som ”sand”. Når forskere interviewes, så lyder det som om, at det er muligt at finde sandheden om, hvad der skal til for at børn trives i skolen eller overvægtige mennesker taber sig. Samtidig ved vi godt, at der som regel kan findes videnskabelig argumentation for omtrent det modsatte synspunkt. Det gælder især indenfor samfundsvidenskab og humaniora, men såmænd også indenfor naturvidenskaben.
I dette nummer fortæller en række forskere, som har sat fokus på Steinerskolens praksis og didaktik, hvad de har set. Det er vigtige bidrag, disse forskere kommer med, da det er en forudsætning for almen anerkendelse og accept, at Steinerskolernes praksis beskrives, analyseres og vurderes ud fra de samme kriterier som bruges i anden forskning i skoler og pædagogik.
Samtidig er det lige så lidt Sandheder med stort S som anden forskning er. Det er et forsøg på systematisk og på klare præmisser at forstå, hvad der foregår i Steinerinstitutioner. Er forskningsresultaterne i Steinerskolernes favør, så vil vi fremhæve og gentage dem igen og igen. Er de kritiske, så vil vi påpege, at kendskabet ikke var dybt nok, at præmisserne ikke var klare, at der skete for meget tilfældigt, uheldigt netop i den periode, hvor forskerne observerede osv.
Mit bud – som forsker – er, at forskningsbaseret viden skal læses med lige så meget sund skepsis som al anden viden, vi præsenteres for. Samtidig skal vi finde, bruge og holde os orienterede om den forskning, der understøtter vores erfaringer for, hvad der giver en god skole, sunde børn, glade familier osv. Måske er det allervigtigste, at vi lader os udfordre, når forskningsresultater peger på, at noget kan gøres bedre eller tænkes anderledes, end vi plejer. Ikke fordi vi nødvendigvis skal ændre synspunkt, men fordi vi skal overveje vores vaner og selvfølgeligheder, og hvis vi synes, at de holder for et nærmere gennemsyn, så må vi finde argumenter for, at forskningen tager fejl.
Birgitte Ravn Olesen
