Det er som om, vi lider af en neurotisk angst for, hvad der kunne ske på sådan en bar plet med jord, hvis ikke vi tager kontrollen. Men en ny havebevægelse er født. Under mottoet ”Vild med vilje” giver haveejere over hele landet lov til, at den vilde natur igen vinder indpas i haverne. Græslandsplanterne er det bedste at sætte på buffeten, hvis vi vil invitere bierne, græshopperne, svirrefluerne, sommerfuglene og alle de andre på garden party. Det gør livet lidt sjovere.
Der er efterhånden ikke ret mange pletter i Danmark, hvor det ikke er mennesket, som har bestemt, hvilke planter der skal vokse. Landmanden pløjer og sår naturligvis sine marker, men det er da til at forstå, for ellers ville der jo ikke være noget at høste. Det er straks sværere at begrunde, hvorfor alle vi andre ikke kan se en bar plet med jord, uden vi skal rive den og så græs, som vi siden vander og gøder og klipper, så vi sikrer os, at græsplænen bliver grøn og tæt.
Da græslandsplanterne forsvandt
For blot 100 år siden var græslandsplanterne de almindeligste i Danmark. Det er arter som røllike, lancevejbred, gul snerre, knopurter, kællingetand, rødkløver, musevikke, hundeviol, blåhat, djævelsbid, håret høgeurt og liden klokke. Førhen var de almindelige i landbrugslandet, i grøftekanterne og omkring husene, men, hvis man vil se dem i dag, må man tage i sommerhus eller ud i de tørre bakkelandskaber, fx Mols Bjerge. Det er der to grunde til. Den ene er, at vi har skiftet dem ud med vores kulturgræsser og afgrøder. Den anden, at vi har skabt et miljø, som de ikke trives ret godt med.
De forsvundne græslandsplanter har noget til fælles med de fleste vilde planter fra enge, moser, klitter, heder og skove: De er nøjsomhedsplanter, som er tilpasset et liv med knaphed på de basale fornødenheder. Planter skal jo bruge lys og vand og næring, og i et millionårigt perspektiv har der været knaphed på næring de fleste steder i naturen, og nogle steder har der også været knaphed på vand eller lys. Naturligvis er der også konkurrenceplanter som stor nælde og lodden dueurt og pionerplanter som burresnerre. De er tilpasset et liv med rigelige næringsstoffer eller hyppige forstyrrelser. Men der er flest nøjsomhedsplanter.
Nøjsomme vil nøjes
Nøjsomhedsplanterne er supergode til at klare sig med ganske få ressourcer og alligevel formå at overleve og sætte blomster og frø. Til gengæld er de ikke ret gode til at konkurrere, når der er rigelige næringsstoffer. Det er deres problem i vor tid, for så taber de i konkurrencen om resurserne med konkurrenceplanterne, som ender med at løbe med det hele. Derfor er der masser af nælder og kvik og tidsler, mens der er langt mellem klokkeblomster, violer og hjertegræs.
Vi mennesker har lært, at hvis vi skal have noget til at gro og gerne vil bestemme, hvad det skal være, så skal vi sørge for, at jorden har et frugtbart muldlag med rigelige næringsstoffer. Det er sandelig også opskriften på at få store og struttende afgrøder – hvad enten vi taler om korn, gulerødder eller frugter og bær. Men, hvis vi ønsker en artsrig vegetation af vilde planter, så skal vi i stedet satse på en næringsfattig jordbund uden et tykt muldlag. Det kan være ler, sand eller grus og sten, og det må gerne være lidt kalkrigt. Bare der ikke er muld. For den vilde natur er gødning på en måde giftigt.
Hvis der er næringsfattigt, sker der det mærkelige, at mange plantearter kan leve sammen på den samme plet uden at tage magten fra hinanden. Nogle steder i Danmark kan man finde flere end 50 forskellige plantearter på en kvadratmeter – uden at der er nogen, som går og luger. Der kommer såmænd bare en ko og græsser lidt af planterne ind i mellem. Man kan godt lave sådan et artsrigt græsland i sin have, men man skal have lidt tålmodighed for det varer lidt tid før vegetationen bliver tæt. Og man er nødt til at skrælle plænegræs og muldlag væk, før det kan komme til at virke.
Sommerfugle, bier og andre insekter
Til gengæld kan man glæde sig over at alle de vilde danske græslandsplanter har samliv med myriader af forskellige dyr – fx er der køllesværmere og almindelig blåfugl på almindelig kællingetand, langtungede humlebier på rødkløver, isblåfugl på musevikke, dværgblåfugl på rundbælg, blåhatjordbi på blåhat, perlemorssommerfugle på hundeviol, okkergul pletvinge på lancetvejbred og så videre. På grund af det rige dyreliv knyttet til de vilde planters blomster og blade skal man sørge for at vente med at slå vegetationen, til dyrene har forsynet sig fra planterne. Man kan fx slå dele af vegetationen i foråret og så slå det hele fra starten af oktober og frem til marts, hvor væksten går i gang igen, og smådyrene tager hul på en ny sæson med sol og varme.
Helt optimalt bliver det i naturhaven, hvis man kan supplere en vild græslandsflora med blomstrende buske og træer i kanten af haven. Måske har man plads til et lindetræ eller til tjørn, kirsebær, slåen, blomme og æble? Piletræer er særligt gode, fordi pil blomstrer tidligt og dermed bliver en vigtig ressource for de arter af vilde bier, som er tidligt fremme. Der er endda visse arter af vilde bier, som kun samler pollen på pil, så det skal være en pil med hanblomster!
Fra plæne til græsland
Det er sjovt at lege med at skift plænegræsset ud med vilde græslandsplanter. Nogle af de arter, som typisk er lette at få til at trives, er vorterod, brunelle, almindelig knopurt, krybende potentil, gul snerre, lancetvejbred, hulkravet kodriver, blåhat, almindelig okseøje, almindelig kællingetand, almindelig røllike, prikbladet perikon, bellis, bidende ranunkel, musevikke, rødkløver, bugtet kløver, djævelsbid, gul fladbælg, merian og rundbælg. Man kan købe enkelte frøblandinger på markedet med en række af disse danske planter, men det er næsten sjovere selv at samle frø i naturen i juli og august og så dem ud i september. Der er ikke noget i vejen for, at man lægger blomsterløg ned i sit græsland, så krokus, vintergækker, erantis og små tulipaner kan blomstre som de første, inden de vilde planter tager over i forår og sommer.
Døde grene og stammer giver også liv
Når naturhaven er beriget med vilde planter og masser af forskellige blomster, er det tid til at betænke det mylder af liv, som er knyttet til det døde plantemateriale. Man kan bygge et kvashegn af døde grene, som stables mellem to rækker af rafter. Og man kan lade være med at køre de døde blade på genbrugsstationen, de giver liv i haven. Endelig er det guld værd, hvis man har gamle træer, som er begyndt at dø og måske har hulheder i stammen. Hvis man er bange for at sådan et halvdødt træ vælter i en storm, så skal man endelig ikke skære det væk og fjerne det. Ofte kan man nøjes med at skære toppen af og lad hovedstammen stå tilbage som skulptur. Hvis træet dør, kan den døde stamme få lov at ligge og formulde eller stå i haven som en klatreskulptur. Roser og kaprifolie kan klatre på de døde træer, mens veddet langsomt bliver spist af biller og svampe.
http://www.vildmedvilje.dk/
https://www.facebook.com/VildMedVilje/?fref=ts
Foto: Rasmus Ejrnæs
Foto: Morten D. D. Hansen
Foto: Rasmus Ejrnæs
Havebog:
Rasmus Ejrnæs 2016: Den Uendelige Have. 102 s. Århus Universitetsforlag.
http://da.unipress.dk/udgivelser/d/den-uendelige-have/
