Det er morgen i vuggestuen, og jeg er netop gået ud med en lille gruppe børn. Vi sætter os i sandkassen, hvor legen lige så stille tager form. Louie fordyber sig i sandets struktur og lader det lune, tørre sand glide mellem fingrene.
Det er stille, og Louie udforsker omgivelserne – smager forsigtigt på en lille sten, han har fundet, og lytter opmærksomt til fuglenes sang i trækronerne. Med et blik fyldt af begejstring kigger han på mig og siger »Pip pip«, mens han peger op. I baggrunden blander duften af nybagt brød fra køkkenet sig med lyden af de andre børns stemmer, som flere og flere kommer til.
Tidlig udvikling sker i samspil
Når et barn bliver født, er det dybt afhængigt af sine nærmeste omsorgspersoner. De første år i livet er afgørende for barnets følelsesmæssige og sociale udvikling – og netop i denne periode formes barnet i tæt kontakt og samspil med voksne. Gennem disse relationer lærer barnet at forstå sig selv og verden omkring sig. Det er også her, barnet udvikler evnen til at regulere sine følelser – en vigtig del af at kunne indgå i fællesskaber og klare hverdagens små og store udfordringer. For at støtte denne udvikling har barnet brug for voksne, der er opmærksomme og tilgængelige – både fysisk og mentalt. Det kræver tilstedeværelse, blik for barnets signaler og evnen til at reagere empatisk og støttende.
Passive eller aktive sanser
I dag er digitale medier som smartphones, tablets og fjernsyn en naturlig del af mange familiers og institutioners hverdag. Men hvad betyder skærmene for de allermindste?
Forskningen er stadig i udvikling, men én ting står klart: Små børn lærer bedst gennem aktivt samspil med mennesker – ikke gennem passiv skærmtid. Skærme tilbyder visuelle og auditive indtryk – men de fleste af barnets vigtigste sanser (berøring, lugt, smag, bevægelse) forbliver passive. I modsætning hertil er sanselige og virkelige oplevelser aktive og kropslige, og det er der, udviklingen sker.
Vi kender det sikkert alle: at være sammen med nogen, som er mere optaget af deres telefon end af os. For et lille barn kan det opleves endnu stærkere – for her handler det ikke bare om opmærksomhed, men om selve fundamentet for dets udvikling. Børn spejler sig i de voksne og i de voksnes reaktioner, og hvis de ofte er optaget af skærme, risikerer barnet at blive mødt med mindre nærvær, færre svar og mindre kontakt.
Skærm som afledning –
en genvej med konsekvenser?
Det lille barn har ikke brug for at blive beskæftiget, men det har brug for at være i forbindelse – med dig, med verden, og med sig selv gennem sanserne. Det kan være fristende at give et barn en skærm, når det er frustreret, utålmodigt eller keder sig. Men netop disse følelser er vigtige for barnet at lære at kunne håndtere – og det sker bedst gennem tryghed og nærvær, ikke ved afledning. Hvis børn ofte tilbydes en skærm i stedet for støtte til at forstå og bearbejde deres følelser, kan det hæmme deres evne til følelsesregulering. Det kan få betydning for, hvordan barnet senere deltager i sociale sammenhænge, løser konflikter og håndterer modgang.
»Man skal gribe, før man kan begribe«
Ifølge Rudolf Steiner er barnet et rytmisk væsen, der har brug for faste rytmer for at kunne føle sig tryg og udvikle sig i eget tempo. Denne pædagogiske tilgang er Steiner ikke ene om, nutidige forskere som Per Schultz Jørgensen har også understreget, at ydre struktur giver barnet forudsigelighed og tryghed i hverdagen i form af klare rammer, regler og forventninger.
I vuggestuen betragter vi det som en vigtig opgave at skabe en dagsrytme, der giver plads til ro, nærvær og muligheden for, at børnene kan sanse og opleve verden omkring sig. I stedet for fx at se musik på en skærm eller høre den, synger vi den sammen. Det skaber fællesskab og nærvær, som børnene mærker og udvikler sig i. Gennem stabile rytmer, ægte materialer og nærværende voksne skaber vi de grundlæggende vilkår, det lille barn har brug for i sin tidlige udvikling.
Sansning og efterligning
I Steinerpædagogikken ses børn i alderen 0–7 år som sansende væsner, der udvikler sig gennem oplevelser og ved at efterligne de voksne omkring dem. Deres læring i denne alder sker gennem sanserne – de lærer ved at se, høre, røre, smage og lugte, og denne forståelse af tidliglæring deles af flere pædagogiske tænkere og forskere, heriblandt Maria Montessori og Lene Tanggaard.
I vuggestuen giver vi plads til, at børnene kan gå på opdagelse med hele kroppen og alle sanser. Når det regner, leger de med regnvandet i vores udekøkken og mærker, hvordan det føles. Når vi spiser, mærker børnene maden med fingrene og bruger både smags- og lugtesanserne. Børnene leger med naturmaterialer som silke, træ
og sten – materialer, der giver en rig sanseoplevelse. I vores lille urtehave følger børnene med i, hvordan planter vokser. De smager på friske ærter, jordbær, kartofler og urter direkte fra jorden. Vi synger sange om naturen og årstiderne, og vi er nysgerrige sammen med børnene – vi følger deres undren og glæde over det, de oplever.
Gennem årets gang oplever vi sammen, hvordan naturen forandrer sig: hvordan sne føles, hvordan sandet er, når det er vådt, tørt eller koldt. Alt dette mener vi er med til at give børnene en tryg, nærværende og meningsfuld start på livet, hvor de lærer gennem oplevelse, gentagelse og relation.
Giv tid og mærk verden
Vi gør vores bedste for at møde hvert barn dér, hvor det er – og giver det lov at være og lære i sit eget tempo. De første år af et barns liv er fyldt med nye oplevelser: at smage noget for første gang, røre noget ukendt, tage de første skridt, drikke af en kop, se et vilkårligt dyr og høre dens lyd. Børnene indtager verden på deres egen måde, og udviklingen sker helt naturligt, når vi voksne skaber trygge, stabile og sanselige rammer omkring dem. Børn har ikke brug for at se verden på en skærm – de har brug for at mærke den. Derfor bruger vi heller ikke skærme sammen med børnene.
Alternativer til skærm?
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn under to år som udgangspunkt ikke bruger skærm, men hvis skærme alligevel bliver brugt, bør det ske som en fælles aktivitet mellem barnet og den voksne. På den måde bliver det ikke en passiv oplevelse, men en del af relationen. Skærmfrihed i den alder handler ikke om fravalg, men om at vælge noget andet: relationer, bevægelse, natur og sanser. Det er i disse oplevelser, barnets hjerne og krop udvikler sig bedst.
Men hvad kan man som forælder så stille op i de situationer, hvor skærmen ellers kunne virke som en god og måske nem løsning? Det har jeg spurgt både kollegaer og forældre i vuggestuen om – og her er nogle af idéerne:
- Tag barnet med i en bæresele,
når du fx laver mad, handler ind eller ordner vasketøj. På den måde er barnet
tæt på dig, og I bevarer kontakten, selvom du er optaget af praktiske gøremål. - Involver barnet i madlavningen.
Giv det redskaber, det kan bruge, og lad det efterligne dig. Det går måske ikke lige så hurtigt, men I er sammen, og barnet får lov at øve sig og være en del af fællesskabet. - Forbered små lege eller aktiviteter, som barnet kan fordybe sig i selv, når du har brug for at lave noget andet. Det kan fx være tegnesager, modellervoks, en kurv med naturmaterialer, sanseflasker med ris eller små sten, eller hulebygning. Hjælp barnet i gang og træk dig stille og roligt. Hvis barnet har svært ved at finde ro i legen, kan det måske hjælpe at sætte stille musik eller en rolig lydbog på.
- Sæt rammer, hvis I bruger skærm. Nogle gange er skærmen nødvendig – og det er helt okay. Det vigtige er, at det er jer voksne, der sætter rammerne: hvad barnet ser, hvor længe, og hvornår. Det giver tryghed og forudsigelighed for barnet.
Tidens krav – skyld og skam
I mit pædagogiske arbejde og i samtaler med forældre oplever jeg ofte, at snakken om skærmforbrug kan vække følelser som skyld og skam. Det er helt forståeligt – men også ærgerligt. For en familie i nutidens accelerationssamfund er der bare utrolig mange krav og forventninger: fuldtidsarbejde, travle hverdage, institutionsliv og samtidig ønsket om nærvær derhjemme.
En pædagogs reflektion
Jeg tror på, at alle forældre gør deres allerbedste for at få livet og hverdagen til at hænge sammen. Og det kan ikke altid være let. Derfor giver det også mening, at man i nogle situationer tilbyder sit lille barn en skærm – måske fordi man selv har brug for en pause, et pusterum, eller bare et øjeblik til at kunne trække vejret.
Denne tekst er derfor ikke skrevet som en kritik eller en løftet pegefinger, men mere som et fagligt oplæg til refleksion. For små børn har først og fremmest brug for tid, kontakt og nærvær – og det kan skærme ikke erstatte. De første år i barnets liv er helt særlige, så måske behøver alting ikke altid gå så stærkt? Måske kan vi – bare en gang imellem – give os selv lov til at sænke tempoet, tage en pause og være til stede sammen?
Litteratur til videre læsning:
Hart, S., & Schwartz, R. (2008). Fra interaktion til relation: Tilknytning hos Winnicott, Bowlby, Stern, Schore & Fonagy (1. udgave). Hans Reitzel.
Heckmann, H. (with Christoffer Marott). (2015). De 5 gyldne nøgler til et omsorgsfuldt og udviklende liv med det lille barn under 7 år (1. udgave). Isis.
Jørgensen, P. S. (2018). Robusthed – En bog om børns robusthed Kristeligt Dagblads Forlag.
König, K. (2018). Sanseudvikling og legemserfaring.
Nerthus Forlag.
Rosa, H. (2013). Fremmedgørelse og acceleration.
Hans Reitzels Forlag.
