Det, som gør en geologiperiode netop på Island specielt spændende, er, at her har vi mulighed for at se og opleve mange forskellige geologiske fænomener i vorses nærmeste omgivelse med alle vores sanser.
Den første gang jeg havde 7. klasse begynde et udbrud i Grimsvötn under den store isbred Vatnajökull, det skete midt i vores geologiperiode. Den anden gang jeg havde en 7. klasse afsluttede vi geologiperiodens sidste lektion med et ganske kraftigt jordskælv. Jeg var en anelse nervøs inden den tredje gang, men da forblev det stille. Geologi tiltaler eleverne i 7. klasse, tiltaler den vågnende evne til abstrakt tænkning og berører dem helt ind i skelettet, der netop i denne alder forandres, skelettet vokser ud af de tidligere harmoniske proportioner, hvilket teoretiskt afspejler jordens skelet i jordskorpen, bjergene og mineralerne.
Omringet af lavafelter
Vores skole i Lækjarbotnum liger i en lille dal helt omringet af lavafelter fra forskellige perioder. Vi har et lille bjerg, Selfjall, i ‘baghaven’, omtrent 270 m.o.h. med en klippeformation, Kista, der antages at være en kraterprop (gígtappi) fra et udbrud under istiden. På den anden side af Selfjall er der et enormt lavafelt, Húsfellsbruni, der stammer fra den siste vulkanisk aktive periode i området, der sluttede for ca 800 år siden.
I disse omgivelser leger vi til daglig og tager på ugentlige vandreture fra børnehaven op til omtrent 5.-6. klasse. Dette giver mange oplevelser og et godt grundlag for geologien i 7. klasse. Derfor har jeg fundet det vigtigt som det første at udforske alt større dele af området sammen med eleverne, når jeg overtog en ny 4.-5. klasse. Ude i lavafeltet kan man finde huler og grotter, og et sted vi ofte besøger springer en bæk fra under lavaen. Vi fulgte bækken gennem adskillige lavafelter af forskellig art, forbi varierede kraterformationer, og vi overnattede ved en sø, der er dannet af sænkninger, hvor jorden skiller sig mellem øst og vest. Endelig nåede vi frem til det sted, hvor bækken, der nu var bleven til en flod, munder ud i havet i Reykjavík. Og der ved mundingen er der bevaret et tværsnit af de jordlag, Reykjavik er bygget på. Denne tur var en geografi opdagelsestur, men de kort, der blev tegnet blev et godt udgangspunkt for geologien i 7. klasse, ligesom alle de andre oplevelser, som gav grundlag for det øvelsesfelt, det er at læse landskabet.
Hvad sker der under den yderste skal?
Området syd og vest for skolen, den halvø vi kalder Reykjanesskagi, er den yngste del af Island. Så vi må ud på længre ture for at opleve landskab og bjerge, der har været formet af gletschere under istiden. De ældste dele af Island er nordvestdelen (Vestfirðir) og hele østkysten. Men hvordan blev landet formet, hvordan opstod det? Overfor disse spørgsmål fra eleverne, må jeg som lærer spørge mig selv, hvordan skal man forholde sig til teorier? Som jeg mindes det fra min skolegang blev vedtagne teorier ofte sat frem som påstand. Vi ved faktisk ikke så meget om jordens indre, den moderne videnskab har kun udforsket dele af det yderste skal. Geologien er oplagt til at øve iagttagelse og forestilling, at lave tankemodeller ud fra fakta.
Island sprækker – og Sydamerika
Faktum er, at Island bevæger sig i to modsatte retninger: mod øst og mod vest, et par cm på et år (det giver 2 m på 100 år). Vi kan se sprækkerne og deres retninger, og vi kan mærke, når det rykker. Vi kan se, at bjergene og landskabet mod nordvest og mod øst er af en anden karakter end de bjerge og det landskab, vi har tværs over landet fra nord til syd og sydvest, hvor vi har den vulkanske aktivitet. På topografiske kort, der også viser havsbunden, kan vi se noget, der ligner en sprække langs hele Atlanterhavet fra nord til syd, tværs gennem Island. Har man lignende forhold andre steder på jordklodet? Hvilke andre steder har man store jorskælv? Hvad sker der langs Asiens østkyst, hvor vi har en kæde med øer ud for fastlandet og de dybeste steder i verdenshavene lige ud for disse øer? Sydamerikas vestkyst får også store jordskælv. Der har vi en kæmpe bjergkæde og dybe oceangrave i havet langs hele kysten. Men jo mere man går i dybden med kontinentaldriftsteorien, jo mere kompleks bliver helhedsbilledet. Så det gælder om at vise grundfænomenerne og prøve at forestille sig, hvorledes verdens store bjergkæder er opstået. Det er en udfordring for den abstrakte tænkning, der tiltaler mange elever, bare man ikke gør det for kompliceret med det ubegribelige tidsperspektiv.
Stadig plads til ny forskning
Hvis jordklodens overflade skiller sig langs Atlanterhavsryggen med en hastighed på 2 meter på 100 år, hvor langt tilbage skal viså for at Kulusuk og Kirkwall var ‘nabobyer’. Det er et regnestykke for eleverne, og resultatet kan man sammenligne med den teori, der går ud på, at Island er en rest af en landbro mellem Skotland og Grönlands østkyst – og med kontinentaldriftsteorien generelt. Jeg synes det er vigtigt at give eleverne en bekræftelse på, at der er mange uopklarede sager for dem at forske i framtiden, vores viden i dag er langt fra endelig.
Grindavík – en katastrofe, der giver endnu en brik
På Island får geologer for hvert nyt vulkanudbrud nye og mer detaljerede oplysninger om, hvad der foregår under vores fødder, og hvad der kan være i vente. Den katastrofe, vi har lige nu i og udenfor Grindavík samt de mere harmløse udbrud de to foregående år, giver flere brikker til pusselspillet.
Ind i lavaen
Fra det store billede kan vi dyke ned i enkelte bergarter og helt ind i mineralerne. Lad os se nærmere på en klump lava fra det felt, vi passerer hver dag på vej til skolen. De små grønne og hvide prikker i lavaen viser sig med forstørrelsesglas at være små krystaller: olivin og kvarts. Det berører de fleste og vækker begejstring. En tur til Hestfjall i Borgarfjörður belønnes rigeligt med skatte af kvartskrystaller og zeolitter. En tur til Hvalfjarðareyri kan resultere i fund af jaspis, kvarts og zeolit samt de imponerende små liparitkugler, der kaldes baggalútar. Der kan man finde eksemplarer, der egner sig til slibning i en tromle. Det er en lang prosess, men hver gang tromlen åbnes under forløbet, opstår der opråb af forundring. Og stenerne bliver mere ‘kostbare’ som prosessen fremløber. Kan vi mærke nogle dragelignende følelser i os overfor sådanne skatter? Kan vi beherske dem?
Et aspekt i geologiundervisninge er at skue ud i verden, begejstres af og undres over de store forløb, der kommer til syne i det ydre. Et andet aspekt er at se indad, forestille sig de indre forløb og berøres af den følelse, at jorden er et levende væsen.
Foto: Vulkanudbrud i Fagradalsfall i 2023. Foto: Gettyimages