På Steinerskolen i Aarhus tager vi i hjemstavnslæren i 3. klasse udgangspunkt i det gamle håndværk. Mere specifikt arbejdes der med bondens liv i gamle dage, og eleverne kan arbejde med uld, smedning, murer- og tømrerarbejde. Denne artikel omhandler en konkret periode i 2022-2023, og er kommet frem i samtale mellem håndværkslærer Tanja Schmedes og Karina Stammose Randolph, der er klasselærer.
I 2. klasse lærte eleverne Frans af Assisi at kende. De lyttede til, hvordan han kaldte månen og stjernerne for søstre og solen for bror. Og hvordan han bad om at måtte bringe glæde, hvor der var tristhed og ikke så meget søge at blive elsket, som selv at elske. Da han så, hvordan hans hjemstavns kirke lå i ruiner, satte han alt ind på at restaurere og opbygge den igen. Med denne fortælling i bagagen var 3. klasserne rustet til hjemstavnslære.
Restaurering af bindeværkshus
Det er en skøn periode, hvor eleverne oplever, at de har brug for hinanden, at de kan udrette noget i fællesskab, at de på en måde er hinandens brødre og søstre.
Deres klasselærer, Karina, havde med sin forrige 3. klasse bygget et fint bindingsværkshus sammen med den gamle pedel, Vagn Sørensen. Nu stod det og var blevet gråt og trist, på vej til at blive en ruin. I disse genbrugstider besluttede Karina i samarbejde med de to pedeller og sine lærerkolleger, at hendes 3. klasse skulle restaurere det lille bindingsværkshus og gøre det skønt og attraktivt igen. Som Frans, der genopbyggede sit kirkerum, skulle de forandre noget gammelt til nyt og brugbart.
Fra bonde til håndværker
Både i 2. og 3. klasse var eleverne på efterårsbesøg på Astrids gård, hvor de klappede dyrene, trak grøntsager op af jorden og høstede korn. Forud for håndværksperioden havde eleverne med en meterstok, som de først havde pudset, malet og sat måleenheder på, målt skolegården og stranden ved Tangkrogen op – en hel kilometer blev det til.
Nu var det forår igen, og håndværksperioden lå foran dem med så mange, skønne gøremål. Karina bragte råuld med hjem fra Westermill Farm i England. Det skulle renses, vaskes og kartes, før det kunne spindes med en håndten. Det var et stort arbejde, men børnene nød det, og oplevelsen af, hvor stor en kraft, der skal til for at frembringe tråden og tøjet på kroppen, lagrede sig i deres bevidsthed, som en erfaret virkelighed. Sammen med vores håndarbejdslærer Amalie, lærte de alle de sirlige teknikker.
De skulle også smede med skolens smed, Tanja. Her stod de i deres arbejdsskjorter og handsker og hamrede med mægtig energi på det 900°C varme jern. Hammeren dansede på ambolten, mens de med målrettede slag fokuseret forsøgte at forme det glødende jern.
Cement og forbandt
Det store projekt var bindingsværkshuset. Først fortalte Thomas, vores pedel, om, hvordan man fremstiller cement: hvordan man bygger en kæmpe ovn og så brænder kalksten i ovnen ved 1000°C. Derefter knuser og maler man stenene til et fint pulver og lader det ligge og læske i en kalkgrube med vand. Han fortalte om, hvordan mennesker i vores land, i flere hundrede år, har bygget huse med læsket kalk, sand og ler.
Så skulle der blandes mørtel i forholdet 1 del cement til 8 dele bakkemørtel, med så meget vand i en spand, at det blev som en lind grød.
Der blev sat vattersnore op, så eleverne kunne mure lige, og de lærte at mure i forbandt, så muren kan holde. Eleverne brugte spandskeer, fordi murskeerne er for store for deres hænder, og de erfarede, hvor meget mørtel, der skulle lægges på hver mursten. Snoren blev jævnligt flyttet opad, og ved hvert 3. skift blev der sat
en binder ind i træværket, så muren ikke kan skubbes ud, når den bliver tør. Da hele murerarbejdet var færdigt, vandskurede eleverne væggene sammen med vores håndværkslærer Lone Catharina.
Gulvet blev støbt, og mens det stadig var vådt, plantede børnene deres ene hånd i mørtlen, så deres aftryk nu står som et mønster i gulvet og et tegn til eftertiden fra de arbejdsomme elever.
Vinkel, smig og rejsegilde
Vores anden pedel, Richard, havde travlt med at bygge gavle og skodder sammen med eleverne. De fik målt op, de regnede ud og valgte planker. De savede i vinkel og smig og skruede hængsler på, det krævede et meget præcist tilpasningsarbejde. Og selvfølgelig var der også rejsegilde med krans på taget, fællessang og saftevand.
Sikker på hånden gennem efterligning
For de fleste børn i 3. klasse er denne periode en perlerække af lykkelig arbejdsomhed i flok og fællesskab. De kan glemme sig selv i bare iver og foretagsomhed, og de oplever, at det er en gave at kunne løfte i flok, at være del af et fællesskab om at få noget til at lykkes. De forstår, hvordan opgaverne kræver, at man er ordentligt klædt på, får håret væk fra ansigtet og smykkerne af fingrene. At man er praktisk beredt til arbejdet.
De lærer også at iagttage, hvordan tingene bliver gjort, for derefter at efterligne processen og erfare, hvordan de bliver sikre på hånden og kan tage beslutninger i forhold til håndværket. Og hver dag, når de går hjem, kan de se resultatet af deres arbejde: “Så langt nåede vi i dag – dét skal vi videre med i morgen!”
De forskellige håndværk bliver efterfølgende et levende billede, sået som et frø i deres bevidsthed.
Kunstnerisk arbejde og tværfaglighed
Perioden blev behandlet kunstnerisk gennem hæftearbejde, tegninger og vers, med sange og musik, og i engelskundervisningen med et spil.
Og så blev der sendt takkebreve og fine tegninger afsted til pedeller og håndværkslærere, der havde været med i arbejdet.
At samarbejde tværfagligt er meget berigende. Vi er dygtige i fællesskab og kan løfte mere, når vi involverer hinanden på kryds og tværs i kollegiet. Vi inspireres af samarbejdet og bliver ydmyge overfor hinandens kunnen. Det skaber respekt og forståelse for hinanden blandt kollegaerne, og børnene får en større kvalitet i undervisningen. Sammen med eleverne bygger vi bro og skaber positive relationer, sammenhold og glæde. Vi udvikler os i processen og bliver fornøjede over resultatet. Denne dynamik gør, at både børn og voksne bliver medskabere af undervisningen.
Samtidig er der en fortløbende reflektion: Hvad er det vi skal lære? I processen bliver det synligt for læreren: Følelser og tanker, der rør sig i barnet – hvad er det, vi er i gang med at skabe sammen? Vi står med denne gruppe børn og er med i deres proces. Vi ser børnenes viljeskræfter tage fysisk form.
Den levende undervisning lægges som et frø i jorden, det vokser, mens vi sover. Senere kan barnet tage fat, hvor det slap, og “planten” kan vokse videre.
De voksne i projektet:
Karina Stammose Randolph, klasselærer
Amalie Jonnasdatter, håndarbejdslærer
Lone Catharina Reese, håndværkslærer
Astrid Løfstedt, SFO-pædagog
Thomas Nielsen, pedel
Richard Hennebjerg Junge, pedel
Tanja Schmedes Enevoldsen, håndværkslærer