Det er efterår. Dagene er blevet lidt kortere, morgenerne i skoven lidt koldere og mørket trænger sig på. Som dagene går bliver skovbunden mere og mere broget, med pletter af gyldent løv. I Børneøen Bonsai, er vi midt imellem to årstidsfester – forude venter Lanternefesten. Til årstidsfester hører eventyr og figurer som børnene kender, i år blev en fortælling fra Morten Vægters barndom central.
For ikke så længe siden fejrede vi Skt. Michaels fest, hvor vi med sværd og i et syngende fællesskab gik ud for at fordrive dragen og dens mørke skygger. Det lykkedes, og vi kom alle sammen ud på den anden side af festen med et styrket fællesskabsbånd.
I mellemtiden har der i børnefællesskabet på undertegnedes stue også indfundet sig en anden slags skygge: Et grimt og ret trættende sprogbrug. Hundelort, lortefuck og andre latrinære sprogblomster flyver dagligt igennem luften og som svar på al slags tiltale. Det er klart, at vi som voksne slår ned på og frabeder os den slags sprogbrug, og at vi har for øje selv at tale og udtrykke os på en kærlig og respektfuld måde, både i omgangen med børn og voksne. Men den nye sprogbrug breder sig alligevel hurtigt blandt børnene, og på et forældremøde kommer det frem, at de slagkraftige udtryk også har fundet vej til middagsbordet derhjemme. Heldigvis kan andre forældre også berette, at deres børn på det seneste har irettesat mor og far, når der er røget en finke af panden. Så intet er altså så skidt, at det ikke er godt for noget. Men vores budskab er åbenbart ikke nået ud til alle børn.
Ord hænger sammen med relationer
Det giver anledning til at tænke over, hvad der ligger bag, og hvorfor vi ikke kommer lige godt igennem med vores grænsesætning alle steder. Der er mange indfaldsvinkler, og det er ikke nok at pege på livet uden for børnehaven som ophav for den ærgerlige tendens, vi må også finde ud af, hvordan vi vil og kan arbejde med det. Det er åbenlyst at børnene mærker den kraft eller energi, som ordene er ladet med, når de hører andre sige dem og herpå efterligner og oplever omverdenens reaktioner. Der jo tale om en ”leg” med sproget.
Men, hvis vi ønsker at skabe et kærligt og respektfuldt sprogligt miljø, så må vi som voksne påtage os opgaven som kulturbærere og tage ansvaret for at guide børnene i, hvordan vi ønsker at omgås hinanden. Når vores grænsesætning ikke virker, bliver jeg nysgerrig på,
om det enkelte barn måske står imod, fordi relationen til kammeraterne, hvor frække ord kan veksles til popularitet, er blevet vigtigere end relationen til den voksne. I så fald er vores opgave også at arbejde bagom problematikken med bandeordene og ind i relationen til barnet i stedet. Når den gode, tætte kontakt er genetableret kan vi lettere få adgang til deres inderste og skabe en transformation. For eksempel igennem historiefortælling. Så i dagene efter forældremødet var der noget, der bryggede, i mig.
Et eventyr.
Eventyr om at bruge ukvemsord
En dag, efter en udbytterig kastanjejagt med en mindre gruppe børn, bredte vi kastanjerne ud på en dug på jorden, så alle kunne se og røre. Brune, runde, glatte og dejligt bløde mod huden. Da det blev tid til eventyrfortælling, tog jeg nogle af kastanjerne i lommen og besluttede mig for, at det eventyr, som jeg de sidste dage havde fortalt i Sankt Michaels festens efterklang, måtte vige for en ny fortælling. Med en rive rev jeg jorden fri af blade og dækkede op til eventyr med få rekvisitter: Silke i varme, brændte nuancer og en orangerød papirlanterne fra sidste års lanternefest, dekoreret med sol og måne og stjerner og kanter af guldkarton. Rundt om strøede jeg kastanjer til pynt. Og så var scenen sat. Alt, hvad jeg vidste om det kommende eventyr, var, at jeg gerne ville adressere problematikken med børnenes ukvemsord, så intentionen var klar. Men resten havde jeg overladt til eventyrets eget liv.
Da børnene havde sat sig tilrette spurgte de ind til opstillingen. ”Er det snart Lanternefest?” ”Hvad handler eventyret om?” Vågne, opmærksomme og forventningsfulde.
Drengen Morten og hans ven Gut
Det eventyr jeg endte med at improvisere frem udviklede sig til at være en barndomserindring fra Morten Vægters liv for ca. 100 år siden, da han blot var en lille dreng. I eventyret mindes han sin gode ven, Gut, som altid var fuld af sjove idéer. De kedede sig aldrig og legede i skoven dagen lang. En dag slår Gut storetåen imod en trærod og giver sig til at bande og svovle. Det, syntes de begge, lyder sjovt, og de bander ihærdigt videre i tiden derefter, dag ud og dag ind. Lige indtil det langsomt går op for de to gode venner, at skoven bliver mere og mere stille. Dødstille. Morten Vægter, der allerede som dreng forstår at kommunikere med dyrene,
bliver klar over, at dyrene har forladt skoven
på grund af drengenes sprogbrug. Der er ikke længere kastanjer, for der er ikke længere bier til at bestøve kastanjetræerne og selv regnormene, der laver bladene om til jord er forduftet, så drengene går i blade til halsen. Da situation er som værst, får drengene den idé at holde en begravelse for de ødelæggende ord. De graver et hul i jorden, hvisker ukvemsordene ned i hullet og dækker det til med jord. Med lidt hjælp fra månen og stjernerne vokser der lysblomster frem på gravstedet, som trækker bierne til, og lidt efter lidt genetableres skovens og naturens balance.
Efter eventyret opfordrede jeg børnene til at synge for solen, månen og stjernerne og for Morten Vægter. Børnene synger med stor indlevelse og alvor. Der er sket noget med dem. Noget betydningsfuldt kan jeg mærke.
”Sismoføjda for en fyt”
I tiden efter eventyret bliver jeg opsøgt af nogle børn, der uopfordret kommer for at fortælle mig, at de ikke vil sige bandeord mere, og jeg fornemmer, at det kommer fra deres dybeste sted, med en oprigtighed og en slags følt forståelse af, at ord betyder noget. Da jeg en dag, lidt prøvende, siger ”sismoføjda for en fyt,” som var et af de kraftudtryk, der optrådte i eventyret, kigger stormesteren af grim sprogbrug forfærdet på mig og siger, at det må man ikke sige,
og jeg undskylder straks.
Ind imellem finder der med vinden et ”tisselort” vej til mit øre, og jeg ved, at rejsen ikke er slut. For alt er en bevægelse. Og det er lige præcis en af de ting, vi kan bruge eventyrene og årstidsfesterne til. Eventyrenes billedskabende kraft til at skabe bevægelse eller med et andet ord, transformation. I dette tilfælde med en håndsrækning fra Lanternefestens Morten Vægter. Den Morten Vægter som passer så godt på vores skov, og på den måde er et billede på omsorg. Den Morten Vægter, som engang selv har været et barn, og som børnene derfor kan spejle sig i. Den Morten Vægter, som er så vis, at han kan tale dyrenes sprog, og den Morten vægter, der hvert år kommer med Mor Karens værdsatte ”kawer” og tænder lys i børnenes øjne. Morten Vægter med lanternen, lyset i mørket, der transformerede de ødelæggende ord til de smukkeste lysende blomster og reddede skoven. Livets fortsættelse.
Eventyret improviseret og nedskrevet af Diana Guldbæk i forbindelse med udbredt grim sprogbrug blandt en gruppe børnehavebørn:
Dengang Morten Vægter holdt begravelse for de ødelæggende ord
Scenen: Foran mig ligger lidt silke i brændte farver, med lidt spisekastanjer i deres piggede omslag, med lange halelignende vedhæng. I midten står en pyntelanterne. Efter at have kaldt på eventyret og lidt klangspil starter jeg sådan her:
(Bevæger den ”halede” spisekastanje henholdsvis løbende, flyvende og svømmende mens jeg siger): Hvad kommer der? En mus? Et stjerneskud? Eller en haletudse?
Hvad kan de mon fortælle? (Lægger den animerede spisekastanje op til øret og nikker lidt med hovedet).
Hmm. Jaså. Aha.
De har hørt en gammel mand fortælle. Ham med stjernekappen. Ham der ikke ser så godt, han hører også dårligt. I ved nok, ham med skægget og kappen (lidt famlende). Han har en lanterne. Og en sæk med ”kawer” i. (Jeg kommer med ledetråde, indtil det går op for børnene hvem det er jeg mener og som nu råber i munden på hinanden med begejstring) ”Morten Vægter, Morten vægter.”
Nårh ja, tak for det, det var lige præcis ham jeg mente. De kalder ham for 100 åringen, fordi han har været i vores skov så længe.
Hvad var det så de havde hørt Morten Vægter fortælle? (Lægger spisekastanjen med halen op til øret igen og foregiver at lytte). Jo nu skal i høre, det lød nogenlunde sådan her:
For længe siden, dengang jeg blot var en lille dreng og løb rundt og legede i skovene her, der havde jeg en rigtig dejlig ven. Han var en fin, lille fyr. Gut, hed han. Med hvidt hår og lommerne fulde af spændende ting og sager. Man kedede sig aldrig sammen med Gut. Vi klatrede i træerne, vi gravede dybe huller i jorden og trillede ned ad bakkerne sammen. Og så kendte vi alle dyrene og træerne i skoven. Bænkebiderne, regnormene, skovmusene, egernfamilien, ræven og uglen. Det hule egetræ, de slanke bøge, elmetræet med dets spiselige manna og… ja, og så alle de andre.
En dag da vi løb om kap skete det at min ven, Gut, slog storetåen på en rod der stak op af jorden. Han blev han så arrig at han gav sig til at råbe de mest forfærdelige ord i kan forestille jer. Jeg ved næsten ikke om jeg kan få mig selv til at sige det. (næsten hviskende): Sismoføj da for en fyt og rokkedipyt.
Dengang syntes jeg at de lød sjovt og selvom vi ikke måtte, så sagde vi det så ofte vi kunne slippe afsted med det. Sismoføj da for en fyt og rokkedipyt, løb vi og sagde hele dagen lang. ”Sismoføj da for en fyt. Rokkedipyt.
Men som tiden gik og jo mere vi sagde alle vores stygge ord, blev skoven så underligt stille. Langsomt skete det, at bierne fandt andre træer og blomster at bestøve, de gad ikke at høre på vores stygge ord. Jeg har altid kunne tale med dyrene og træerne, det kunne jeg allerede dengang. Så jeg forstod at det var derfor at kastanjetræerne holdt op med at blomstre og de fik heller ingen kastanjer. Regnormene ville ikke længere lave træernes blade om til jord og vi var nær druknet i alle de blade, tænk jer de gik os helt op til halsen. Selv musene forsvandt og dermed også uglen og til sidst var der ikke så meget som en lille musvit tilbage. Skoven var stille. Dødstille.
”Hvad har vi dog gjort”, græd Gut og jeg. Vi ville gøre alt for at for at få dyrene og livet tilbage til vores skov. Uden helt at vide hvorfor gav vi os til at grave et dybt hul i jorden og pludselig udbrød Gut: ” Jeg ved det: Vi skal holde en begravelse!” ”For skoven”, spurgte jeg. ”Nej, for alle de forbudte ord”, svarede min opfindsomme ven. Og så lagde vi os på knæ ved det hul vi havde gravet og hviskede ned i hullet: Sismoføj da for en fyt. Rokkedipyt. Bagefter, dækkede vi hullet til med jord, så de grimme ord ikke kunne komme op igen. Da vi var færdige med at dække hullet til gav vi os til at vente. Natten faldt på. Himmelen var sort som kul, men nu kom månen og stjernerne frem og gav sig til at lyse ned på jorden. Og så skete der noget. Gut og jeg kunne næsten ikke tro vores egne øjne: En lille bitte lysspire kom op af jorden. Lysspiren voksede og voksede. Den næste morgen, da solen havde byttet plads med månen, var den lille lysspire blevet til de smukkeste, lysende blomster i de dejligste farver.
Ja, I kan nok selv tænke jer hvilke farver det var (henvendt til børnene, som nu byder ind: ”Lyserød, lilla, gul”, lyder det fra dem). Ja mon ikke. Og nu skal i bare høre: Snart kom bierne summende tilbage til skoven for at suge af lysblomsternes nektar og så fulgte fuglene, ræven, musene, egernfamilien, regnormerene og til sidst den kloge ugle.
Det er længe siden nu. Ja, tænk jer, næsten 100 år siden. Men siden dengang har jeg lovet skoven at tale pænt og passe godt på naturen, ligesom jeg ved at i også gør. Og at synge dejlige sange om solen, månen og stjernerne. Og ih hvor det dog varmer mit gamle hjerte, jo, det banker skam endnu, når jeg hører børnene synge og ser hvor godt de passer på naturen…
Fortæller: Skal vi så ikke synge en lanternesang for skovens dyr? Og for Morten Vægter?
Måske den her: (synger, med en gestikuleret invitation til børnene om at synge med):
Her går jeg med min lanterne, her går min lanterne med mig …
Slut