Jeg har inviteret Lars til en samtale om kedsomhed, og vi finder hurtigt ud af, at det er et komplekst emne. Ordet kedsomhed dukker op både i klasseværelset, ved forældremøderne og under samtaler på lærerværelset. Spørgsmålet er, kommenterer han, hvorvidt vi tillægger ordet værdier, som vi ikke har afstemt i forhold til hinanden? Kan det tænkes, at oplevelsen af at kede sig, er blevet så italesat, at vi helt har overset, at kedsomhed altid har været en følelse som mennesket har skullet lære at komme overens med? En følelse som er grundlæggende naturlig og helt forventelig at opleve? Kan det tænkes, at det er vigtige erfaringer eleven erhverver sig, når han eller hun overvældes af følelsen af kedsomhed?
Jeg har gennem årene oplevet kollegaer der er kommet tilbage fra kurser i antroposofisk regi og sagt: ”Det er godt, sundt eller ligefrem nødvendigt at kede sig”. Det har overrasket mig hver gang, jeg og jeg synes, at det kan være uheldigt at sige sådan, fordi det kan blive en lærers undskyldning overfor sig selv. En lærer må naturligvis aldrig selv kede sig over at undervise. Hvis han gør det, så er det helt sikkert, at eleverne også vil kede sig, og så bliver undervisningen spild af alles tid.
Jeg ønsker selv at eleverne, når de forlader en af mine timer, siger at tiden er fløjet afsted – ”er det allerede pause?” Jeg kan fint acceptere, at de synes, at jeg er krævende, provokerende, sjov, mærkelig, og at de på anden måde brokker sig. Dét kan vi snakke om, men synes de, at jeg er kedelig som underviser, så oplever jeg, at jeg ikke har ramt dem med min undervisning, og jeg vil opleve, at jeg må tage mig sammen.
Forført af faget
Som lærer må man selv være forført af de fag, man underviser i. Det skal opleves som spændende, og allerhelst skal man som lærer have et overskud af viden og indsigt, så man i sin formidling tydeligt viser, at der er meget mere endnu, hvor det kommer fra. Eleverne skal mærke, at læreren er dygtig til sit fag, og at han anerkender og respekterer sine elever. Han skal brænde for at give dem indsigt i og adgang til den verden, han har nøglen til. Lærerens middel er hans eget engagement og pædagogiske viden om, hvilket fagligt stofområde, der passer på det pågældende klassetrin.
Naturligvis er alle problemer ikke løst med lærerens engagement. I alle klasser sidder der elever, som er fagligt meget dygtige. Der er elever, der skal holdes fast og udfordres i forhold til faget, og elever som har svært ved at hænge fagligt på. Ideelt set, så skal de alle engageres og stimuleres. Det kan man i nogle fag og nogle timer godt. Andre gange vil elever opleve, at de ikke umiddelbart lærer så meget. Min pointe er, at de blot gennem deres iagttagelse af lærerens ihærdige indsats for at nå hele elevgruppen, vil acceptere at de må yde ”at kede sig”, for at alle i klassen til sidst vil nå samme faglige viden. Det er ikke kedeligt – selvom de muligvis som deres første kommentar, vil sige det.
I skolen skal man hele tiden være opmærksom på hinanden og lytte til hinanden. Det kan opleves kedeligt, og så breder uroen sig hurtigt. Når man gennemgår hjemmearbejde i klassen, og nogle elever ikke har forberedt sig ordentligt, er oplevelsen af kedsomhed nærliggende. Man kan f.eks. være fagligt udfordret i forhold til en litterær tekst. Det er ikke et problem. Problemet opstår, hvis jeg og resten af klassen kan mærke, at eleven ikke har gjort sig umage, ikke selv har påtaget sig ansvaret for at arbejde med teksten som aftalt. Kan vi mærke, at vedkommende har gjort sig umage med sin forberedelse, og kan vi høre anstrengelsen, der ligger bagved, så er alle med – så keder vi os ikke!
Kedsomhed i livsperspektiv
Jeg har tre voksne børn, som alle har gået her på skolen i de 12 år. De er alle blevet fagligt og socialt engagerede unge mennesker, som klarer sig godt. Når jeg ser tilbage på deres skoletid, så er jeg ikke i tvivl om, at de har kedet sig. Det var ikke en umiddelbar kvalitet som sådan, men det har vist dem, at der er mange forskellige måder at lære på, og det at give plads og tid i et samarbejde, er noget af det vigtigste, de kan tage med sig fra deres skolegang.
Der stilles så store krav til nutidens mennesker, og dermed også til nutidens forældre om at gøre og vælge det rigtige. Jeg tror, at en del forældre i dag bliver bekymrede, hvis deres barn kommer hjem og siger ”Jeg keder mig i tysk”, eller ”Vi hører bare historier i dansk, det er kedeligt”. Men er det så underligt? Jeg tror ikke at det er godt, at eleverne hele skoledagen igennem er 100% på. De må gerne ind imellem lade tankerne finde ro eller tegne på hjørnet af papiret. Det kan godt forveksles med kedsomhed, men det er en sund udånding efter der har været stillet store krav.
Nogle gange savner jeg et langt perspektiv på børns skolegang. Den enkelte time og skoledag skal helst være engagerende fra ende til anden, men det er ikke nødvendigvis en katastrofe, hvis barnet keder sig ind imellem. Bliver det en konstant melding, så er der muligvis noget galt, og så gælder det om at få gang i samarbejdet mellem forældre og lærere!
Skolen skal ikke underholde
Jeg tror, at læreres frygt for at være kedelige, kan gøre undervisningen kedelig. I mange år har der været en hektisk debat, som har stået mellem tilhængerne af Grundtvigs ”det levende ord” og dem, der oplever at skolen må følge med tiden og implementere interaktive undervisningsmidler i undervisningen. Der er rigtig mange gode grunde til både at bruge det ene og det andet, men så skal det i begge tilfælde være fagligt og pædagogisk begrundet – ikke for at skabe underholdningsværdi i undervisningen.
Det antroposofiske menneskesyn giver os lærere et rigtig godt grundlag for at kunne give eleverne dét, de har brug for. Vi ved at vores læreplan fra 1. klasse og til 3. videregående har noget at byde på som er unikt, og som understøtter børnenes udvikling til at blive voksne mennesker, som en dag, med en veludviklet dømmekraft, er i stand til indgå i relationer til andre mennesker og møde faglige udfordringer hvor som helst i verden. Dét skal vi kunne forklare og holde fast i. Vi skal stå ved dét, vi ved, at vi er gode til. At søge kompromiset bliver gennemskuet, og nu er det ikke bare eleverne der kommer til at kede sig, men også læreren!
Steinerskolen skal ikke fremstå som et supermarked, hvor man kan tage noget og lade andet ligge. Den er en helhedstanke, som er udviklet i henhold til barnets udviklingsmuligheder. Til gengæld vil eleven naturligt stræbe efter at få større viden, mere indsigt og nye erkendelser gennem sin indsats og sit samspil med undervisningen og læreren. Målet er ikke at tilfredsstille læreren. Målet er at udvikle sig og at lære at tage ansvar for sig selv, og dermed også for, hvad det egentlig er der sker, når man tænker ”jeg keder mig”.
Interview med Lars Thetmark, lærer i overskolen i Skanderborg gennem 20 år.
Lars underviser i dansk, litteratur, poetik, drama, geografi, stenhugning, sløjd og specialundervisning.
Man skal som menneske kunne være alene med sine tanker, kunne synke hen i øjeblikke med ro og kunne fordybe sig. Når det er vanskeligt, så opleves det måske som kedsomhed.
