Foto: Thinkstock
Det er lørdag aften. Vi får lidt let og hurtig mad på en café før Karmafest (tidligt i byen – tidligt hjem). Klokken er cirka 19, da en hel familie træder ind i caféen. 2 små drenge på cirka 3 og 5 år og deres forældre i midt trediverne, bedsteforældre og et par, som jeg gætter på er farens bror og kæreste (sidst i 20’erne). Knap, har de sat sig, før jeg ser de to små bøjede nakker og forstenede ”blå” ansigter. Begge poder, nu, med hver sin ipad 20 cm fra ansigtet, dybt koncentrerede og pacificerede. Der er ro. De 6 voksne snakker, ler og hygger. Da maden kommer bliver der tumult og jammer, da de 2 ipads lægges til side. Efter indtagelse af et par pomfritter har ungerne blå ansigter igen og der er ro. Ja, det var blot en lille iagttagelse, jeg havde, hen over min mands venstre skulder en, i øvrigt, super hyggelig, men ganske almindelig lørdag aften i december.
Efterfølgende har episoden dog sat sig sine tankespor i mig. Tænk nu, hvis jeg var gået glip af alle de sanseindtryk, jeg fik som lille barn, hvordan skulle jeg så have mestret mit liv. Hvordan skulle jeg have ageret i verden, når jeg ikke havde lært alle spillereglerne, de sociale koder og alle de fine kommunikative lag?
Usynlige børn
Blege erindringsglimt fra min egen barndom i 70’erne. Jo, for pokker – det var møg-hamrende-kedeligt at være til kaffeslapperas eller middag med hele familien. Kedeligt… i sådan ca. 3 minutter, – for pludselig blev mit 4 årige blik fanget af tante Ingers dinglende, dansende ørenringe, der hænger i en revne i en kødfyldt, blød øreflip. Undrende usagte spørgsmål opstår i den lille. Uimodståelig lyst til, at røre ved den bløde, buttede øreflip. Samtidig høres og iagttages konversationen, som den lille sidder lige midt i. Mange mærkelige og uforståelige ord og formuleringer høres. Ind i mellem spændende fortællinger, der fanger interessen lidt. Morfar tænder følsomt og nidkært en cigar, som han derefter kærligt babber på. Alt bliver dissekeret ud i fine iagttagelsesbidder, der sidenhen bruges og efterlignes i legen… og i livet. Der var Onkel Bents måde at grine på og lave hestebid på og de lidt for tykke, glade damer i lidt for stramme spinlonkjoler. De voksnes nysgerrighed overfor hinanden, deres indlevelse og måde at konversere på. De skiftende sindsstemninger, der svingede i takt med emnet og den talende. Jeg husker det, som om vi børn var en slags ”usynlige”. Fokus var på alt mulig andet. Vi var ønskede og 100 % til stede, men samtidig fyldte vi ingenting. Vi sugede til os. En sjælden gang i mellem fik vi lidt opmærksomhed. Men ude af opmærksomhedens skær var vi ”frie” til bare at glo og lytte og i den frihed kunne vi bare flyde med. Vi fik en masse mentale ”kasser” fyldt op med alt muligt uforståeligt og kun ganske langsomt som tiden gik, fik vi mentale ”hylder” og kunne langsomt pakke kasserne ud og lægge ”tingene” på rette hylde. Vi blev erfarne og begreb verden og kunne gribe verden.
Skærm som værn
Jeg har selvfølgelig ikke kunnet lade være at tænke videre på de 2 små drenge med de blå ansigter. Måske er det sådan et par små fyre, der sidder og spiser deres morgenmad foran morgen-tv. Måske ser de lige en halv tegnefilm i bilen på vej til børnehaven. Måske er de ”heldige”, at være børn i en børnehave med mange tablets og computere i ”den hellige lærings navn”. Måske er der lige lidt tegnefilm/ipad til at falde ned på, når de kommer hjem fra børnehaven. Hvorfor og hvornår er det blevet farligt at kede sig. Jeg oplever en næsten angst for kedsomhed… der skal underholdes – hele tiden og uden ophør. Den mindste misytring og barnet får stukket forældrenes mobiltelefon eller en tablet i hånden, ligegyldigt om det er hjemme i privaten, til familiefødselsdag, i bussen eller på indkøb. Men hvor bliver så alle de gyldne mellemrum af? Hvor barnet kan følge regndråberne løbe ned ad vinduesglasset, undre sig og dagdrømme. Hvor skabes ellers det kreative rum, hvis ikke bl.a. ud af kedsomhed?
Manglende kommunikationsfærdigheder
I disse dage hører vi ramaskrig fra universitetsverdenen hvor curlingbørnene (i 20’erne) er begyndt på deres studie. Deres forældre brokker sig aktivt over karakterer og udøver truende adfærd for at få eksamensdatoer ændret, så det passer bedre med ferie. Samtidig meddeler virksomhederne om stigende antal curlingbørn, der har forældrene med til jobsamtale og hvor forældrene vil forhandle løn på deres børns vegne. Vil fremtidens yndlinge lide, ikke blot af curlingsyndrom, men også yderligere være hæmmede som sociale analfabeter med dysfunktionelle kommunikationsmønstre? Frarøvet alle de færdigheder, der ikke kan læres fra en tablet, men kun gennem menneskelig interaktion. De 7 første år er unikke, hvor det lille menneske skaber sig erfaringer ud fra efterligning og igennem leg.
Perspektivet er jo skræmmende. For børnene efterligner netop de voksnes adfærd. Alt for tit, hvis ikke altid, er teknologien mellem os, når vi er sammen. Vi kommunikere henover Ipaden eller telefonen. Det er virkeligheden. Vi er på og vi holder os orienteret, kommunikerer og socialiserer på de sociale medier. Følger nyhedsstrømme og vores diverse indbakker. Vi må bare huske på, at vi ikke har haft en barndom, der så sådan ud – vi er flasket op med en masse sociale kompetencer som den næste generation af børn ikke har skyggen af chance for at realisere. Jeg ville sådan ønske, at vi, som samfund og som forældre, turde give børnene en barndom med ”frirum” og ”uendelige kedsommelige mellemrum” tilbage.
Bragt i Dagbladet Politiken d. 21.1.2014
