I følge Rudolf Steiners åndsvidenskab er vi imellem død og fødsel i et rum uden dimensioner – når vi ved fødslen ankommer til jordsfæren, skaber vi ud fra os selv det tredimensionelle rum. Hele vores liv lever vi med og i dette rum og søger en ligevægt i de tre dimensioner. Denne ligevægt er vigtig for vores evne til at fokusere, og dermed også for vores evne til at indlære, derfor arbejder vi i eurytmien meget bevidst med børnenes forhold til deres egen krop og dimensionernes tre planer.
De tre planer består af det transverse plan, der deler mennesket i oppe og nede, det sagittale plan, der deler os i højre og venstre, og det frontale plan, der deler os i for og bag. I eurytmien arbejder vi bevidst i disse planer. Vi optræner gennem øvelser børnenes evne til at kunne orientere sig og bevæge sig frit i rummet. Arme og ben kan bevæge sig uafhængigt af hinanden og kan krydse de forskellige planer.
Buegangene i ørerne og de tre planer
De tre planer er repræsenteret ved buegangene i vores ører. Ved bevægelse pirres hver buegang i et af de tre planer. Jo mere børnene bevæger hovedet fra side til side, op og ned og drejer rundt des bedre, da der er en nøje sammen-hæng med bevægelserne, og evnen til at kunne fokusere. Får man ikke bevæget buegangene, vil nogle føle sig svimle, når hovedet drejes eller kommer nedad.
Dysleksi, ordblindhed, og andre indlæringsvanskeligheder er i høj grad et fokuseringsproblem. Derfor er det vigtigt at øve sig flittigt i at bryde grænsen mellem planerne og dermed i højere grad at komme til stede i det tredimensionelle rum her på jorden. Eurytmien er således en inkarnationsproces, hvor vi lærer at orientere os og finde centrum.
1. Ydre øre
2. Øregangen
3. Trommehinden
4. Mellomøret
5. Hammeren
6. Ambolten
7. Stigbøjlen
8. Det ovale vindue
9. Sneglen
10. Det runde vindue
11. Nerve
Ved bevægelse pirres hver buegang i et af de tre planer, som vises på figuren.
Betydningen af de nedre sanser
For at kunne være til stede i rummet, må vi opleve vores egen krop. Dette gør vi især gennem de nedre sanser. De nedre sanser består af ligevægtssansen, følesansen og bevægelsessansen. Ligevægtssansen stimuleres ved bevægelse af de tre planer og er derfor vigtig i forhold til rummet. Følesansen stimuleres ved berøring og bevægelsessansen styrkes ved afbalancering af muskelspændingen. Disse sanser er i dag skadede hos mange børn på grund af vores livsstil. Overdreven brug af mobiler, IPads, TV og andet IT-udstyr er med til at ødelægge de sunde sanser. Børn bliver urolige og desorienterede af at sidde for meget stille uden at bevæge sig og af at blive bombarderet med synsindtryk, der ikke er levende.
I eurytmien arbejder vi med de tre planer på forskellige klassetrin. Klasselæreren kan også træne ligevægtssansen og dermed øge elevernes fokuserings- og indlæringsevne ved hver dag at begynde hovedfagstimerne med en lille øvelse, hvor de tre planer bevæges.
Foto: Marianne Korsgaard Christensen
Fra børnehavealderen til 1. klasse
lever børnene stærkt i omgivelserne. Her er det især det transverse plan, der deler i oppe/nede, der skal trænes. Alt med at hoppe, med at få hovedet ned til fødderne og op igen er godt.
I 2. klasse
må det sagittale plan øves. Midterlinjen skal krydses, højre/venstre. Hos dyslektikere og børn med indlæringsvanskeligheder er dette særlig svært. De har ofte ikke en dominerende side, hos de fleste andre er det højre øje, øre, hånd og fod, men disse børn er krydskoordinerede og har svært ved at orientere sig i brug af højre/venstre.
I 3. klasse
må det frontale plan trænes (for/bag), især det bagerste rum trænger til at blive bevæget. Som noget nyt i 3. klasse bliver »jeg«- bevidstheden nu frigjort i en sådan grad, at børnene kan opleve at krydse med hinanden i rummet.
I 4. klasse
, hvor vikingerne er et tema, arbejder vi med det lodrette i de nordiske stavrim. Her må modbevægelsen mellem tyngde og lethed komme frem. Foden/staven hamres ned i jordtyngden, men løftes op igen med lethed. Bevidstheden om skiftet mellem tyngde og opdrift må være til stede.
Alle dimensioner er på spil
Alle dimensioner er naturligvis på spil uanset alder, men i underskolen er det vigtigt at være opmærksom på at træne planerne, som beskrevet her. I mellemskolen og overskolen skulle eleverne være kommet så godt til stede i deres kroppe, at alle planer trænes lige meget. Der kan dog ikke gøres nok opmærksom på, hvor vigtigt det er hele skoleforløbet bevidst at få bevæget alle planer. Det er let for klasselæreren at finde sanglege, rytmiske øvelser, øvelser med kugler og meget andet tilpasset alderen, hvor de tre planer bliver sat i spil. Det vigtige er at arbejde på tværs af planerne fra det øvre til det nedre, fra for til bag og fra højre til venstre.
Når eleverne bevæger sig frontalt, som de ofte gør i eurytmiøvelserne og -formerne, oplever de rummets retninger intensivt. Ved at bevæge sig frontalt skabes der et frit forhold til retningerne og deres modbevægelser i rummet. Jeg bliver selv centrum og rummet er omkring mig. Elever med fx dysleksi og indlæringsvanskeligheder øver i den terapeutiske eurytmi frontale former og bevægelser for at opleve rumretningerne med sig selv som centrum. Det giver orientering og fokus, netop det de mangler.
I eurytmitimerne er oplevelsen af rummet og det at bevæge sig bevidst sammen en evig træning. Vi må samarbejde og finde hinanden i bevægelse. Mellemrummet mellem os bliver levende. Vi skaber noget i rummet, som ingen af os kunne have skabt uden de andre.
Fra hovedfag til eurytmi
Det er en glæde, når eleverne oplever, hvordan hovedfagsundervisningen bliver til bevægelse i eurytmitimerne. Når der undervises i geometri i hovedfag, bevæger eleverne i eurytmitimerne med kroppen det, de har tegnet om morgenen. Alle samarbejder her om at skabe de geometriske former som bevægelse i rummet. Hovedfagslæreren og eurytmilæreren befrugter således shinandens arbejde. Det er en stor gevinst for undervisningen, at tanken kommer ned i lemmerne. Vi lærer at tænke med arme og ben. Indlevelsen i det lærte stof bliver rumlig og derfor mere tilgængelig.
Når vi ser en eurytmiopførelse, er det tydeligt, hvordan musikken og det talte ord bliver levende i rummet. Rummet får forskellige kvaliteter og dermed udtryk. Det har en helt anden virkning at gå frem end at gå tilbage. Går vi frem, åbner vi os for noget, går vi tilbage, trækker vi os væk. I eurytmien er »ja« at træde frem på venstre fod og »nej« at træde tilbage på højre fod. Fremtid strømmer frem og op, fortid ned og bagud. Rummet taler, synger og tænker i mennesket, og vi synliggør det. Hele livet øver vi os på at blive jordborgere, på at erobre vores fysiske krop og på at komme mere og mere til stede i det tredimensionelle rum. Centrum og periferi bliver en livsnerve.
