Sommerfuglene, med deres skønhed og særlige livscyklus, er udgangspunktet for et af de mest betydningsfulde og imponerende danske digterværker fra slutningen af 1900-tallet: Inger Christensens Sommerfugledalen fra 1991. Værket består af 15 sonetter udformet som en såkaldt sonetkrans, og det bringer læseren med ind i både sommerfuglenes og vor egen forunderlige, men også komplekse verden.
En sonet er et digt bestående af 14 linjer, opbygget efter et særligt rimskema og i det hele taget med meget strenge formkrav. Dette gælder i endnu højere grad for sonetkransen, hvor den sidste linje i en sonet gentages som første linje i den efterfølgende. Den afsluttende, såkaldte mestersonet, indeholder alle førstelinjerne fra de foregående sonetter. Vi har jo i moderne tid ellers lagt alle strenge og begrænsende former bag os – og derfor var det også overraskende, da Inger Christensen tog den krævende form i brug igen, og at den da viste sig, at være en god ramme for et eksistentielt indhold præsenteret på en utrolig farve- og billedrig måde. Værket taler i den grad til vor tids unge menneske.
Arbejdsformer
Jeg har ofte arbejdet med dette værk i 12. klasse, hvor vi har haft to tilgange til det: en analytisk vej og en indlevelsesvej eller, om man vil, en meditationsvej. Jeg har i min undervisning fordelt de 15 digte blandt klassens elever, som hver især lærer deres eget digt udenad og i det hele taget “lever” med digtet i en periode på en måneds tid eller længere. Herefter har vi læst og siden fremført digtene i klassen. Jeg har haft samtaler med den enkelte elev om digtets indhold, og hvordan han/hun mener, det skal fremføres. Afslutningsvis har vi opført værket på scenen for publikum. Efter dette forløb har vi analyseret og fortolket værket på traditionel vis. Eleverne har taget arbejdet med værket meget alvorligt, og de sceniske fremførelser har haft en helt særlig intensitet. “Skal vi ikke lave Sommerfugledalen?”, er der altid en elev, der spørger, i begyndelsen af 12. klasse.
Eksakt viden i lyrisk form
Værkets beskrivelse af sommerfuglene, deres farver og tegninger, deres livscyklus og deres utallige og overraskende leveformer er videnskabelig korrekt og helt konkret. Forfatteren har sat sig virkelig grundigt ind i sommerfuglene biologi, og man bliver som læser nødt til at gøre det samme, hvis man vil have det fulde udbytte af digtene.* Men i dette er der også så mærkværdige forhold og processer, at man må undres – sonet nr. 10:
Med strejf af sjælefred og søde løgne,
med dunet skær af grøn smaragd og jade
kan irislaverne, der selv er nøgne,
efterligne piletræsets blade.
jeg så dem æde deres eget billed,
som så blev foldet sammen til en puppe,
til sidst hængt op som det det forestilled,
et blad blandt andre blade i en gruppe.
Dette er baseret på en korrekt iagttagelse af, hvordan irislarverne undgår at blive set og ædt, og de former sig herefter i deres puppeliv, så de ser ud som piletræets blade. Det er samtidig her trylleriet begynder, for digterjeget væver sine iagttagelser ind i billeder, der rummer mulighed for tanker om, hvordan vi forholder os til vores omverden og til os selv. Nu fortsætter sonet nr. 10:
Når sommerfuglen med sit billedsprog
kan overleve bedre ved at stjæle,
hvorfor skal jeg så være mindre klog,
hvis det kan dulme angsten for det øde
at kalde sommerfuglene for sjæle
og sommersyner af forsvundne døde.
Spørgsmålet om vores eksistens flyttes for en tid fra religion og videnskab ind i vores eget indre – med udgangspunkt i iagttagelser i naturen.
En dødsmesse
Værket har en undertitel: “Requiem” – dødsmesse. Det mørke, vinterens kulde og døden findes, også selv om vi er i et univers af sommerfugle, der sædvanligvis flagrer rundt i sommerens lys og varme. Men det forholder sig imidlertid ikke kun sådan – sonet nr. 12:
(…)
Jeg spejler mig i frost og løvfaldsmåler
en aften i novembers egekrat,
de reflekterer månelysets stråler
og leger solskin i den mørke nat.
Jeg spejler mig i deres puppedvale,
hvorfra de nådesløst befries, når nøden
er størst i kuldens spejlbelagte sale.
Her er det ganske vist sværmere, dem englænderne kalder “moths”; frostmåleren er fx en lille sværmer som flagrer rundt fra oktober til december – i mørket og kulden, som vi jo ofte konoterer til døden, her slutningen af sonet nr. 12 og begyndelsen af 13:
Og det jeg ser ved selvsyn, spejlets nøgne
fortabte blik, er ikke bare døden
det er døden som med egne øjne
Det er døden som med egne øjne
vil se sig selv i mig, som er naiv,
en indfødt, som er bundet til den nøgne
selvindsigt i det der kaldes liv.
Døden er et væsentligt motiv i Sommerfugledalen, og man kan med udgangspunkt i digtets billeder have virkeligt gode samtaler i klassen om et emne, som ellers i vores tid er svært at tage op uden at blive religiøs, og det er kravet til det moderne menneske, der som digtet siger, er bundet til sin selvindsigt i det, der kaldes, men altså ikke er liv. Hvilke muligheder har så det moderne menneske for at overleve, jo, det giver digtet i samme sonet et bud på:
Jeg leger derfor gerne skovhvidvinge
og sammensmelter ord og fænomen,
jeg leger perlemåler for at bringe
alverdens leveformer ind i én.
Så jeg kan svare døden, når den kommer:
jeg leger sandrandøje, tør jeg håbe,
at jeg er billedet på evig sommer?
jeg hører godt du kalder mig for ingen,
men det er mig, der svøbt i kejserkåbe
ser dig an fra sommerfuglevingen.
Det er i legen, i kunsten, der med udgangspunkt i den virkelige verden, som vi kan iagttage, at vi finder livet, som vi kan række frem til døden, der dermed fyldes med liv.
Med iagttagelser i sommerfuglene og sværmernes univers formår Inger Christensen med sine sproglige billeder således at åbne en verden, hvor det flygtige, det fragmentariske og det evige bindes sammen, hvor det individuelle rækker ud til det alment gældende, og hvor erindringer og afdøde bringes sammen med det nærværende og levende i et digterjeg og dermed i et læserjeg.
* Stolze, Michael: Danske Sommerfugle; Gyldendal 1996. Kan anbefales, hvis man vil se og læse om alle de sommerfugle, der er nævnt i værket.
Jeg hører godt du kalder mig for ingen,
men det er mig, der svøbt i kejserkåbe
ser dig an fra sommerfuglevingen.
Illustrationerne af sommerfuglenes forvandling er af Maria Sibylla Merian (1647–1717), der var tysk-hollandsk botaniker, entomolog (insektforsker) og billedkunstner. I 1699-1701 foretog hun en rejse til den Hollandske koloni Surinam og da hun vendte hjem, udgav hun sit hovedværk Metamorfose insectorum Surinamensium, som gjorde hende berømt og blandt andet indeholder netop disse gengivelser af sommerfuglens metamorfose.
